Stor grøn opgave for ny transportkommissær
Den rumænske socialdemokrat Rovana Plumb er netop udnævnt som ny transportkommissær i EU. Således blev det endnu en gang en østeuropæisk kvinde, der kan sætte sig i stolen som transportens nye førstekvinde på europæisk plan, da hun overtager embedet fra slovenske Violeta Bulc.
Rovana Plumb har en baggrund som blandt andet transportminister og miljø- og klimaminister i hjemlandet, og det er derfor en erfaren kvinde, der får den store opgave med at sætte sig i spidsen for den grønne omstilling i transportbranchen på europæisk niveau.
Som ny kommissær på transportområdet skal Plumb vise kollegerne og den europæiske transportbranche, at hun kan levere resultater på området – og klimaet er her topprioritet. Der er i disse år et kæmpe pres på EU fra verden uden for Europa, men også internt, om at have førertrøjen på i den globale grønne omstilling.
Desuden bliver det spændende at følge, hvordan Plumb vil fortsætte arbejdet med EU’s Vejpakke, da denne hidtil ikke har vist sig at være nem at nå til enighed om blandt de europæiske lande – herunder særligt de østeuropæiske af slagsen, som bevidst har stillet sig på bagbenene.
I øvrigt er der tale om et historisk antal kvinder i den nye Europa-Kommission – med Ursula von der Leyen i spidsen og danske Margrethe Vestager i en central rolle som næstformand med ansvar for det digitale område og endnu en omgang som konkurrencekommissær.
(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 17).