Hvejsel Møbeltransport fortsætter
Transport Tidende kunne 29. august skrive, at Hvejsel Møbeltransport var blevet begæret konkurs af moderselskabet Thortrans, der købte Hvejsel Møbeltransport i slutningen af 2015.
Thortrans har nu selv overtaget aktiviteterne i Hvejsel Møbeltransport efter aftale med det konkursramte datterselskabs kreditorer. Thortrans vil drive virksomheden videre under Hvejsel Møbeltransport-navnet.
Det oplyser bobestyreren i det konkursramte selskab, der har ændret navn til HVMT A/S, advokat Søren Christensen Volder, der er partner i advokatfirmaet Bech-Bruun, til Transport Tidende.
Thortrans har udsendt nedenstående tekst i en email til virksomhedens forretningsforbindelser:
»Det er med stor glæde vi kan meddele at Thortrans A/S med øjeblikkelig virkning overtager Hvejsels Møbeltransports aktiviteter. Vi glæder os over sammen med medarbejdere fra Hvejsel Møbelstransport at fortsætte og udbygge forretningen.
Thortrans planlægger at videreføre alle Hvejsel Møbeltransports aktiviteter og glæder os til at fortsat samarbejde med gamle som nye kunder og vil gøre alt vi kan for fortsat at give alle den allerbedste service.
Hvejsel Møbeltransport bliver en del af Thortrans A/S, men vi vil fortsat bruge og markedsføre navnet Hvejsel Møbeltransport.
Vi takker vores kunder, leverandører og medarbejdere for den tålmodighed som I har udvist over de sidste par uger. Nu glæder vi os alle til at se fremad og vil fortsat være den bedste indenfor møbeltransport, kunsttransport og –opbevaring, flytninger og vores andre aktiviteter.«