Grønt lys for Panalpina-opkøb
DSV A/S overtagelse af den store schweiziske konkurrent Panalpina har nu fået grønt lys fra EU-Kommissionen. EU’s konkurrencemyndighed begrunder accepten med, at den kombinerede markedsposition for selskaberne vurderes til at være moderat.
Samtidig er der fortsat et stort antal konkurrerende aktører på fragtmarkederne i Europa og på globalt plan. Derfor vurderes det ikke, at sammenlægningen vil påvirke konkurrencesituationen.
Succes for købstilbud
DSV A/S kunne 23. juli meddele, at det officielle købstilbud til Panalpinas aktionærer, der blev fremsat 13. maj, har resulteret i at DSV ejer 20.965.183 aktier i Panalpina. Dermed besidder DSV godt 88 procent af aktierne i det schweiziske selskab.
Det betyder, at DSV har opnået en tilstrækkelig stor andel af aktierne i Panalpina til at erklære opkøbet som en succes.
Derfor har DSV nu forlænget købstilbuddet frem til 7. august, hvor de Panalpina-aktionærer, der endnu ikke har accepteret købstilbuddet har mulighed for at sælge deres aktier.