Konkurrenterne haler ind på DHL
Det er fortsat europæiske luftfragtspeditører, der pryder toppen af listen over verdens 25 største af slagsen i 2018.
Det viser det amerikanske konsulentbureau Armstrong & Associates’ top 25 over verdens største luftfragtspeditører sidste år, der netop er offentliggjort.
Top 4: Europa
Traditionen tro har Armstrong & Associates netop udgivet ”Top 25 Air Freight Forwarders 2018”, der, som navnet antyder, er en opgørelse over verdens 25 største luftfragtspeditører – målt på luftfragttonnage.
I alt transporterede top 25 sidste år 16.727.942 tons cargo – en stigning på 4,2 procent. Til sammenligning lød stigningen i 2017 på 11,1 procent.
De 14 største luftfragtspeditører beholdt deres placeringer – og således er tyske DHL Supply Chain & Global Forwarding fortsat størst i verden. Dog noterede selskabet – som det ene af blot tre i top 25 – tilbagegang i godsmængderne i det forgangne år. Med et fald på 4,4 procent til 2.150.000 tons noterede DHL det største fald af alle i top 25, men formåede dog fortsat at beholde positionen som markedsledende.
Det betyder, at verdens næststørste luftfragtspeditør - schweiziske Kuehne + Nagel - med en fremgang på flotte 11 procent til 1.743.000 tons halede kraftigt ind på de tyske konkurrenter. Herefter følger tyske DB Schenker med 1.304.000 tons på en tredjeplads, mens nummer 4 på listen – schweiziske Panalpina – for første gang nogensinde transporterede over 1 mio. tons med 1.038.700 tons cargo.
Flot vækst i DSV
Med danske briller er det DSV på 9. pladsen, der er mest interessant. Med en vækst på 8,4 procent til 689.045 tons bliver luftfragtspeditionsafdelingen hos DSV en af top 25’s største succeshistorier, og helt interessant bliver det, når Panalpinas fragttal kommer under Dannebrogs farver på denne liste.
Højdespringer på listen blev kinesiske Apex Logistics International, der med en vækst på 34,4 procent til 430.000 tons sprang fra plads 19 til verdens 15. største luftfragtspeditør. Apex præsterede desuden den største vækst af alle selskaber i top 25.
På trods af en vækst på 2,1 procent til 315.011 tons dumpede japanske NNR Global Logistics tre pladser ned ad listen fra 18 til nummer 21 – det største fald på listen.
Med 10 selskaber på listen - Tyskland 4, Schweiz 3, Frankrig 2, Danmark 1 – er Europa bedst repræsenteret i top 25. Herefter følger Asien med otte selskaber - Japan 5, Kina 2, Hong Kong 1, Nordamerika med seks selskaber i USA samt Mellemøsten med ét enkelt selskab.