Transportordfører blev ikke genvalgt
Dansk Folkepartis markante transportordfører Kim Christiansen blev én af en række DF-profiler, der ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget onsdag.
Kim Christiansen havde sat ét uheldigt fingeraftryk på den infrastrukturplan, som Regeringen og Dansk Folkeparti lancerede tidligere i år – nemlig planen om en 377 millioner kroner dyr omfartsvej i Mariager, hvor Kim Christiansen selv har bopæl.
Projektet skulle lede den tunge trafik uden om byen. Medierne påviste hurtigt, at den tunge trafik gennem Mariager var ganske beskeden. Omfartsvejen blev hurtigt (sammen med ”Tulle-Banen” – en jernbaneforbindelse til Billund Lufthavn) til en belastende sag for Dansk Folkeparti. Det sendte i starten af april Dansk Folkeparti ud på en delvis retræte, hvor omfartsvejen ved Mariager blev kortet kraftigt ned og regningen reduceret til omkring 80 millioner kroner.
Omfartsvejsagen var en af en lang række ”møgsager” for Dansk Folkeparti – startende med Morten Messerschmidts lidt for nonchalante omgang med EU-støttemidler i MELD/FELD-sagen, der bidrog til Dansk Folkepartis store nedtur onsdag. Men hvor Morten Messerschmidt formåede at opnå valg til folketinget onsdag, så gik 21 af Dansk Folkepartis pladser i Folketinget til andre partier
Kim Christiansen, 62, blev første gang opstillet som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i 1999. Ved valget i 2015 blev han valgt ind i Folketinget i Grenaakredsen. Siden har han opnået valg i Skanderborgkredsen, og fra 2010 Djurskredsen.
Kim Christiansen har som mangeårigt medlem af transportudvalget været involveret i en række store transport- og infrastrukturforlig. Når det gælder den tunge transport, har han medvirket til forbedringer af vognmandsbranchens konkurrenceevne i form udvidelse af modulvogntogsvejnettet og øgede totalvægte for lastvogne. Kim Christiansen har også været en skarp kritiker, af de dele af transport- og logistikbranchen, der har anvendt udenlandske vognmænd og chauffører.