23948sdkhjf

"Vi har jo lige investeret i nyt anlæg"

Lhoist Faxe Kalk: Undren over havneomdannelse i Vejle.

Hvad gør en stor produktionsvirksomhed, når areallejekontrakten ikke kan forlænges, fordi der er truffet politisk aftale om havnelukning?

I Vejle vil kommunen omdanne Nordkajen til boligbyggeri og tilbyder virksomhederne her arealer på Sydkajen. Men for det første er det tvivlsomt, hvorvidt industrivirksomheder på Sydkajen er forenelige med boliger på Nordkajen, og desuden er det omkostningstungt for en stor produktionsvirksomhed at forlade et område frit for installationer for derpå at etablere ny fabrik et andet sted.

”Det kan ikke passe”

Det var budskabet fra Klaus Rønholt, direktør hos Lhoist Faxe Kalk – en stor produktionsvirksomhed og lejer på havnen i Vejle, da han talte ved TØF’s havnekonference.

- Da vi fik beskeden om omdannelsen af Nordkajen, tænkte vi ”det kan ikke passe. Vi har jo lige investeret i forbedringer og et nyt anlæg til produktion af et af vores specialprodukter”. Vi har hele tiden vidst, at kontrakten kun løb til 2030, men vi havde da håbet at forlænge. Vi investerede jo i produktionsfaciliteter på havnen i Vejle ud fra overbevisningen om, at her kunne vi blive, siger Klaus Rønholt og tilføjer, at Lhoist Faxe Kalk hverken blev informeret eller involveret inden beslutningen.

Vejle Kommune har tilbudt de berørte virksomheder arealer på Sydkajen, men det vil ikke fungere i Lhoist Faxe Kalks tilfælde, og direktøren opfordrer i stedet byrådet til at finde løsninger, der tilgodeser virksomhedernes behov.

- Vi skal aflevere arealet uden installationer, og derudover skal vi investere i et nyt anlæg igen. Det er en omkostning på cirka 120 mio. kr., som jeg ikke er sikker på vores moderselskab vil gå med til. De vil nok vurdere, at en anden fabrik uden for Danmark så må levere til kunderne, siger Klaus Rønholt og tilføjer undrende:

- Vi har desuden fået et brev fra Vejle Kommune, der gerne vil have vores støtte til, at de kan søge EU-midler til Sydkajen. Det viser, at de ikke forstår konsekvenserne af beslutningen. De tror nok, at virksomhederne bare kan flytte. Det får mig til at stille spørgsmålet, om kommuner skal kunne træffe den slags beslutninger, siger han.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 8/2019).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125