Luftfragten udgør den økonomiske frontlinje
De seneste globale luftfragttal, der omfatter til og med november, vidner om den laveste vækst i næsten tre år.
Som det også kan læses længere inde i temaet, lød væksten på 0 procent, og dermed blev der sat en stopper for 31 måneders konstant fremgang.
Ifølge Jacob Pedersen, luftfartsekspert og aktieanalysechef hos Sydbank, er tilbagegangen udtryk for en global økonomisk afmatning, som transportbranchen – og herunder særligt luftfragtsektoren – er blandt de første til at mærke.
En følsom branche
Man siger, at transportsektoren er en af de første til at mærke en finansiel krise – eller knap så dramatisk; en økonomisk afmatning, som i øjeblikket finder sted mere eller mindre på globalt plan.
Fragttallene for november 2018 var i det store og hele uændrede i forhold til samme måned året før, og det skal ses som et symbol på, at luftfragten er en særlig konjunkturfølsom branche, der reagerer kraftigt på en begyndende global økonomisk afmatning.
Det siger Jacob Pedersen til Transport Tidende:
- Når vi ser en afmatning i væksten inden for luftfragt, er det udtryk for en generel opbremsning i væksten. Og når der er det, vil man som et af de første steder opleve det inden for luftfragten. Luftfragt er en løsning, der vælges, når der er pres på værdikæderne – måske fordi der opstår flaskehalse på grund af travlhed, og hvor virksomheder oplever forsinkelser i modtagelsen af tidskritiske reservedele og komponenter. Når økonomien vokser, skal man have produktionen op i et højere gear – dermed opstår flaskehalse, og så er luftfragten nyttig. Men når der sker en opbremsning i økonomien, som vi oplever nu, så forsvinder flaskehalsene og dermed bliver behovet for luftfragt også mindre, siger Jacob Pedersen.
Han tror, at de nedslående november-tal blot er begyndelsen på en tilbagegang, der ser ud til at kunne vare et stykke tid. Særligt vil luftfragten som brandslukningstransport blive udfordret, lyder det.
- Der vil selvfølgelig være den samme mængde gods, og en del af den mængde vil fortsætte med at blive fragtet i luften. Men en del af godset i luftfragt har karakter af brandslukning, og som jeg ser det, er det brandslukningsdelen, der bliver mindre af nu, fordi der ikke er så meget kul på kedlerne. Væksten i luftfragt fortsætter ikke, og vi skal heller ikke forvente, at den generelle økonomiske vækst i 2019 og 2020 bliver på samme niveau som i 2018. Og dermed er der også al mulig grund til at forvente, at brandslukningsdelen bliver mindre, siger Jacob Pedersen.
(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 2, 2019).