23948sdkhjf

Ny mand i spidsen for DHL Express

John Pearson vil fokusere på kvalitet og digitalisering.

1. januar tiltrådte John Pearson officielt som ny administrerende direktør for DHL Express – logistikgiganten Deutsche Post DHL’s kurerdivision.

Og der er ikke tale om nogen hr. hvem-som-helst, DHL-koncernen har sat i spidsen for Express-divisionens globale forretning. John Pearson er englænder af oprindelse, men hans gul-røde DHL-hjerte banker fuldt og fast for den store tyske koncern. Som nu tidligere topchef for DHL Express i Europa siger det sig selv, at han er ekstremt kompetent. Møder man John Pearson, som undertegnede har været så privilegeret at have, opdager man, at der bag den fine titel gemmer sig et meget dedikeret og jordbundet menneske, der udviser en oprigtig interesse i andre mennesker og kerer sig om medarbejdernes ve og vel.

Omfattende viden

Ifølge en skriftlig meddelelse fra DHL-koncernen vil John Pearson særligt fokusere på kvalitet og digitalisering for at sikre, at virksomheden fortsat er førende i branchen. Topchefen forventer en fortsat positiv udvikling for det globale kurermarked og DHL Express takket være den blomstrende e-handel, digitalisering og virksomhedens positionering i alle branchens vertikaler.

John Pearson har været medvirkende til det seneste årtis lange succesridt for kurervirksomheden, og han forventer, at væksten vil fortsætte i 2019 og videre frem for DHL-koncernens Express-division. John Pearson har overtaget stillingen efter Ken Allen, der i stedet er blevet administrerende direktør for den nyligt oprettede division, DHL eCommerce Solutions.

- Vi er glade for at få John Pearson i bestyrelsen. Han har en veldokumenteret track record og en dyb forståelse for vores Express-forretning. Johns omfattende operationelle viden og forretningserfaring inden for divisionen vil sikre en fortsættelse af DHL Express’ succesrige vækst i de kommende år, siger Frank Appel, administrerende direktør i Deutsche Post DHL Group.

Skal fortsætte succesen

DHL Express går efter at drage fordel af udviklingen inden for den globale handel. Som følge af den stigende e-handel oplever markeder i Europa, USA og Asien fortsat økonomisk vækst og repræsenterer et stort potentiale for ekspresforsendelser på forbrugerområdet. Derudover udgør disse markeder fortsat grundlaget for B2B-drevne logistikydelser til brancher som automotive, life sciences og health care, banking, retail og technology, lyder det fra DHL-koncernen.

- DHL Express har været en enorm succeshistorie i løbet af de seneste ti år, hvor den årlige vækst på toplinjen har ydet betydelige finansielle bidrag til koncernen. Denne udvikling har været meget drevet af vores dedikation til kvalitet, det kompromisløse engagement fra vores 100.000 medarbejdere verden over og en helt igennem kundecentreret kultur. Jeg er stolt over at tage Express til næste niveau, siger John Pearson og fortsætter:

- Vi vil bruge alle eksisterende kanaler til at omdanne enhver chance til vækst på toplinjen. Vi er ved at modernisere vores regionale og interkontinentale flåde af fly, vi vil fortsætte med at investere i vores internationale infrastruktur og i nyskabende teknologier samtidig med, at vi sørger for yderligere at tilpasse vores leveringsprocesser til vores kunders behov for at fastholde den fremragende kundeoplevelse og -tilfredshed, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131