IATA forventer cargo-vækst i 2019
Kan vi om præcist et år konstatere, at den globale luftfartsbranche noterede overskud i 2019, har branchen på verdensplan tjent penge i ti år i træk.
I rå tal forventer den internationale luftfartsorganisation IATA, at den globale luftfartsbranche i år kommer til at opnå et overskud efter skat på 35,5 mia. dollars – omkring 232 mia. kr. Det vil sige en pæn sjat over 32,3 mia. dollars, der er det forventede nettoresultat for 2018, når de sidste tal er gjort op. Organisationen forventer således, at 2019 bliver det tiende år i træk med overskud i den globale luftfartsbranche.
På luftfragtområdet forventer IATA, at verdens luftfragtselskaber håndterer 65,9 mio. tons cargo i 2019 mod 63,7 mio. tons i 2018.
Væksten i efterspørgslen forventes dog at falde fra 4,1 procent i 2018 til 3,7 procent i 2019. Holder tallet, vil det være den svageste vækst siden 2016.
Overskudsgraden inden for luftfragt forventes at stige med 2 procent – betragteligt mindre end stigningen på 10 procent i 2018.
Omsætningen i luftfragten forventes at stige til 116,1 mia. dollars mod 109,8 mia. dollars i 2018.