Digital revolution og etiske udfordringer
Er danske virksomheder klar til den digitale omstilling, hvad går Industri 4.0 ud på og hvordan kan man som dansk virksomhed bedst forberede sig på den digitale udvikling?
Det var nogle af de helt centrale spørgsmål, medlemmerne af Smartlog kunne få svar på, da det nordjyske logistiknetværk i starten af december holdt Logistikkens Dag 2018 i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Lidt over 200 nysgerrige medlemmer havde accepteret invitationen, hvilket var ny rekord for arrangementet, der er blevet holdt siden 2012. For første gang blev Logistikkens Dag desuden arrangeret i samarbejde DI.
Mangel på digital ledelse
”Klar til fremtiden” lød overskriften, der havde undertemaerne ”Adfærd og forandringer”, ”Agilitet i virksomheden”, ”Kunstig intelligens” og ”Bæredygtighed”. 10 oplægsholdere skulle i løbet af dagen gøre forsamlingen klogere på, hvordan den teknologiske udvikling og konstante forandringer påvirker virksomhedens albuerum og indflydelsen på hele organisationen.
Som dagens første taler var hovedbudskabet fra digital direktør i Dansk Industri, Lars Frelle-Petersen, blandt andet, at der generelt mangler digitale kompetencer i ledelseslagene hos især de ejerledede virksomheder.
- Der er mangel på digitale talenter, et manglende digitalt fokus i bestyrelsen og manglende digitalt mindset i ledelsen. Mange danske virksomheder har behov for at få en opgradering af deres teknologi, for det er en stigende vigtig del af virksomhedens drift. Jeg vil opfordre til nysgerrighed, for nogle gange kan det betale sig at kigge på, hvordan andre virksomheder gør, lød det fra Lars Frelle-Petersen.
Som et eksempel på det modsatte; hvor en virksomhed indser manglende digitale kompetencer på de allerøverste ledelsesgange, bragte Lars Frelle-Petersen et citat fra Novo Nordisks tidligere administrerende direktør Lars Rebien Sørensen, der i 2015 blev kåret som verdens bedste CEO:
”Jeg tror ikke, at jeg vil være den rette til at lede virksomheden gennem en digital transformation. Og det skal den”. (Citat: Berlingske, red.).
Nye etiske dilemmaer
Under overskriften ”Globale digitale udviklingstendenser” holdt teknologieksperten Søren Juul Jørgensen et særdeles interessant oplæg om, hvorledes danske virksomheder i højere grad burde fokusere på den digitale fremtid, og hvad teknologi har bragt med sig af etiske problemstillinger.
- 70 procent af vores industrier vil ændre sig mere de næste 5 år end i de sidste 50. Vi står på kanten af en digital revolution med den fjerde industrielle revolution, hvor alt er forbundet. Verden ændrer sig med ufattelig hastighed, og vi befinder os kun lige i begyndelsen. De tre vigtigste katalysatorer for forandringen er data, algoritmer og computerkraft, lød det fra Søren Juul Jørgensen, der er tidligere direktør for Innovation Center Denmark i Silicon Valley, associate professor ved Stanford University og stifter af konsulentfirmaet Forest Avenue.
- I disse år er de allerstørste virksomheder udfordret af, at det aldrig har været billigere at starte egen virksomhed. Små startups kan udbyde enkeltelementer af en større virksomheds forretning, og hvor det tidligere har været sådan, at de største æder de små, ser vi mere og mere, at mange små kan æde en stor. Der foregår en uhæmmet innovation uden grænser, i et tempo vi ikke har set før, sagde han.
Søren Juul Jørgensen råder danske virksomheder til blandt andet at investere i forskning og innovation, at ansætte medarbejdere der tænker anderledes, at omfavne og acceptere risici og at sikre en klar vision og strategi for innovation.
Han fortalte desuden, at der er kommet et større fokus på etikken i teknologien.
- Digitaliseringen skaber en udfordring i misforholdet mellem den stigende hastighed i udvikling af ny teknologi og brug af data og samfundets manglende evne til at følge med. Det skaber legitimitets- og demokratiudfordringer, for virksomheder vil ofte befinde sig på tynd is og må lære selv at træffe etiske valg. Der er ikke altid dækkende eller klar lovgivning, og der er samtidig en klar forventning om, at den moderne virksomhed agerer etisk ansvarligt, sagde Søren Juul Jørgensen.