Carina Christensen er administrerende direktør i brancheorganisationen ITD. Hun repræsenterede Det Konservative Folkeparti i Folketinget i perioden 2001-2011. Fra december 2006 til februar 2010 havde hun tre forskellige ministerposter – herunder som transportminister fra november 2007 til september 2008.

Er du stadig medlem af Det Konservative Folkeparti?

- Nej, jeg gik ud af politik i september 2011. Og der traf jeg med det samme en afgørelse om, at det var det. Der havde jeg været ti år i dansk politik, og det havde været ti gode år, hvor jeg prøvede rigtig mange ting. Vi sad i regering alle ti år og jeg havde haft tre forskellige ministerposter. Jeg syntes ligesom, at jeg havde prøvet, hvad jeg gerne ville i dansk politik. Og jeg har ikke set mig tilbage siden. Jeg interesserer mig for politik og følger det bredt, men jeg er ikke partipolitisk. Men der er meget politik i en brancheorganisation, og derfor bruger jeg også alt, hvad jeg ved, og det er selvfølgelig en kæmpe fordel, at man har været inde i maskinrummet i så mange år. Både på Slotsholmen, men også i tre ministerier – herunder især Transportministeriet, som i min nuværende stilling hjælper en del.

Hvordan gør du brug af din politiske fortid i dag?

- Jeg synes ikke som sådan, jeg gør brug af mit netværk fra dengang, men selvfølgelig ved jeg, hvem der er relevant at henvende sig til, og jeg kender jo også folk fra dengang, og det kan da godt være, det åbner nogle døre. Jeg tænker ikke, at man partout har en fordel, men man kan bruge sin viden om mekanismerne.

Hvad optager jer mest hos ITD for tiden?

- Vores fokus lige nu er i høj grad på, hvad der sker i Bruxelles - særligt vejpakken. Fordi det er så fuldstændig afgørende for nærmest alle vores medlemmer, at der bliver landet et resultat. Og vi frygter jo simpelthen, at det ikke lykkedes for politikerne at blive enige om noget som helst, og det vil være det værste. For den situation, vi står i nu, er, at vi oplever, at landene fuldstændig har mistet tilliden til de fælles spilleregler i EU og går egne veje. Tyskland og Frankrig opfinder eksempelvis deres egne regler, og så bliver der det her miskmask af nationale særregler, som gør, at der er nye regler, hver gang man passerer en grænse, når man kører med et læs fra Danmark til Spanien. Og det synes vi ikke er effektivt. Det er til skade for effektiviteten og væksten i samfundet generelt. Så vi har virkelig brug for, at Europa nu samles og siger, at vi må have nogle nye spilleregler, som alle respekterer og bakker op om, alle forstår og fortolker ens, og som bliver håndhævet og kontrolleret. Men nu frygter vi, at der ikke bliver landet et resultat. Der kommer valg til Europa-Parlamentet næste år, og Kommissionen udskiftes. Og så frygter vi, at så står man på bar bund igen. Vi håber ikke, at man skal starte forfra, men vi taber momentum og tid, og vi synes, der er brug for et resultat rimelig hurtigt.

Derudover har vi lagt mange kræfter i vores Vækststrategi 2030, hvor vi gør et forsøg på at finde ud af, hvad det er for nogle udfordringer og muligheder, vi står over for. Og i den forbindelse har vi allieret os med Instituttet for Fremtidsforskning, Copenhagen Economics, transportforskere, medlemsvirksomheder og nedsat et vækstpanel, hvor vi har transportkøbere med. Formålet er at gøre Danmark til et internationalt fyrtårn inden for international vejgodstransport. Vi vil gerne finde ud af, hvor vigtig en branche vi er for Danmark? Det er også for at komme i bedre dialog med de danske transportpolitikere, for der er en tendens til, at den røde løber rulles ud, når søfarten kommer ind ad døren, for det er virkelig nogen, der tjener penge ind til den danske statskasse. Vi vil gerne have, at transportpolitikerne taler lige så positivt om den danske vejgodstransport. For vi mener faktisk, der er masser af gode historier at fortælle. Fortællingen lige nu er elefantoverhalinger og svineri på rastepladser, og jeg synes ikke, det er berettiget.

Vi har en transportminister, der tænker meget i asfalt og er meget optaget af at udvide og bygge motorveje. Det er vel positivt for jer?

- Ja, men det får vi også brug for. Trængslen vil stige enormt meget de kommende år, så vi får virkelig brug for investeringer i infrastruktur. Jeg synes, det går godt, men spørgsmålet er, om det går godt nok. Får vi tilstrækkeligt med investeringer i infrastrukturen i forhold til at følge med den enorme trængselsudfordring, vi står overfor? Jeg kan godt blive lidt bekymret, for når det kommer til finansieringen, er det blevet legalt at finansiere andre projekter med midler, der ellers var øremærket infrastruktur.

Vil du arbejde for, at transport og logistik i højere grad bliver et valgtema ved det kommende valg, end det har været tidligere?

- Ja, det vil vi rigtig gerne. Men jeg er også realist. Der vil være andre dagsordener, der presser sig mere på. Og det er måske bare sådan, det er. Men det er i grunden mærkeligt, for alle har jo prøvet at sidde i kø, og det er noget, der fylder meget i danskernes hverdag. Det burde være noget, folk er optaget af, men det er ikke den dagsorden, der fylder mest.

Hvordan har ITD det?

- ITD har det godt. Vi har travlt. Før jeg kom, var man meget offensiv på hvervning af medlemmer. Man havde som strategi at få flest mulige medlemmer. På fem år fik ITD 40 procent flere medlemmer. Og det skal man være gearet til som organisation. Derfor besluttede jeg, at vi skulle tage en timeout. Vi skulle kunne følge med. I dag siger vi, at vi hilser det velkommen, hvis nogen vil melde sig ind i ITD, men vi er ikke på samme måde offensive. Vi er i en konsolideringsfase, hvor vi lige skal lande som organisation og navigere i, at vi er mange flere medlemmer. Før var det måske en lille, lukket klub, hvor medlemmerne primært var eksportvognmænd. I dag er det meget blandet. Vi har mange medlemmer, der kører ren national kørsel. Og så skal vi finde ud af, hvordan vi skal navigere i den medlemssammensætning.

I samme periode er der også sket en ændring i jeres bestyrelsessammensætning. Ændrer det på ITD’s ageren?

- Jeg kan ikke sige, hvordan det var før, så jeg har ikke meget at sammenligne med. Jeg oplever, at der er en stor, gensidig respekt mellem de små og store medlemmer. Men selvfølgelig også en nysgerrighed på hinanden. Man skal vænne sig til, at medlemskredsen er blevet så stor, som den er. Jeg synes, det fungerer godt, men jeg kan også godt forstå, at hvis man var vant til at være en lille, lukket klub, der var meget homogen, så er man i dag en større klub med flere medlemmer med flere nuancer.

Er det ubetinget en fordel at være mange medlemmer?

- Jeg tror ikke, antallet af medlemmer er vigtigt i sig selv.

Kan det skabe forvirring omkring budskaberne, når der er mange medlemmer og mange meninger?

- Jeg tænker ikke, det skaber forvirring. Når nogen spørger, hvad ITD mener, så har vi jo hjemmefra arbejdet kompromiserne på plads, og så tror jeg, man er mere optaget af, hvor man ligger holdningsmæssigt. Hvad mellemregningerne har været for at komme frem til den holdning, tror jeg såmænd ikke man er så optaget af hos de politikere, vi skal tale med, eller de myndigheder, vi skal påvirke.