Grøn omstilling i transportbranchen
Transportens Innovationsnetværk (TINV), Padborg Transportcenter, Udviklingsråd Sønderjylland og Business Aabenraa arrangerede i går torsdag temamødet ”Grøn omstilling af transportsektoren” med fokus på at give de fremmødte et overblik over rammerne for den grønne omstilling og at give inspiration og konkrete værktøjer til, hvordan der kan arbejdes med virksomhedens grønne profil.
Lars Dagnæs fra TINV gav et overblik over vejen mod den grønne omstilling for transport- og logistiksektoren, mens Kirsten Mariager fra Danish Management fortalte om vigtigheden af, at danske virksomheder tager FN’s 17 verdensmål til sig og gør dem til en del af virksomhedens dna.
- Hvis man som virksomhed ikke agerer bæredygtigt, er der en risiko for, at kunderne vælger én fra. Det er omvendt en kæmpe konkurrencefordel, hvis virksomheden tager de 17 verdensmål til sig, lød det fra Kirsten Mariager.
Herudover fortalte Leif Pedersen, administrerende direktør hos ICT Logistics, hvad der fik ham og hans travle transportvirksomhed til at tænke i bæredygtighed og udarbejde en miljøstrategi samt om vigtigheden af at inddrage alle medarbejdere i strategien.
Læs mere om temadagen i den kommende udgave af Transport Tidende.