Global luftfragt stagnerende
Den globale efterspørgsel på luftfragt steg i september med 2 procent. Det er cirka samme vækstniveau som i august, men betragteligt lavere end den gennemsnitlige vækstrate de seneste fem år på 5,1 procent.
Det viser IATA’s globale luftfragttal for september måned.
Samtidig steg kapaciteten med 3,2 procent. Det er således syvende måned i træk, hvor kapaciteten voksede hurtigere end efterspørgslen.
Alexandre de Juniac, topchef hos IATA:
- Efterspørgslen på luftfragt steg 2 procent i september – godt under fem års gennemsnittet på 5,1 procent. Svækkede ordrebøger og længere leveringstider undergraver behovet for luftfragt på mange traditionelle markeder. Men der er også nogle positive nyheder. Eksempelvis går stærk forbrugertillid hånd i hånd med den voksende internationale e-handel om at give luftfragt et boost, siger han.
Alle regioner med undtagelse af Afrika noterede vækst i årets niende måned:
Asien-Stillehavsområdet: + 1,2 procent. Kapacitet: + 1,2 procent.
Europa: + 1,5 procent. Kapacitet: + 0,9 procent.
Nordamerika: + 1,5 procent. Kapacitet: + 4,9 procent.
Mellemøsten: + 6,6 procent. Kapacitet: + 7,7 procent.
Latinamerika: + 2,9 procent. Kapacitet: + 4,3 procent.
Afrika: - 2,1 procent. Kapacitet: + 6,2 procent.