23948sdkhjf

- Vi må bare stole på vognmændene

Speditører sikrer sig på alle juridiske måder, siger Danske Speditører.

Hvilket ansvar har speditørerne i de ulykkelige sager om asiatiske lastbilchauffører, der kører transporter i Danmark til en lav løn og under kummerlige indkvarteringsforhold?

Ifølge Danske Speditører kan brancheorganisationens medlemmer ikke agere anderledes end at indgå en Code of Conduct-aftale med sine underleverandører og så ellers stole på, at vognmændene overholder den.

For selv med et højt juridisk niveau og tillid mellem speditør og vognmænd er det vanskeligt at forebygge ulykkelige sager som i tilfældet med Kurt Beier Transport, lyder det.

Aftaler skal kigges igennem

Danske Speditørers medlemmer arbejder proaktivt for at undgå at arbejde med underleverandører, der bryder de gældende regler. Det kan de blandt andet gøre ved at indgå en Code of Conduct-aftale, der sikrer og bekræfter, at eksempelvis regler og love omkring mindstelønninger overholdes i de lande, hvor transporten udføres, og hvor der er regler om mindstelønninger.

Det siger Henrik Beck, politik- og kommunikationschef i Danske Speditører:

- Speditørerne sikrer sig på alle juridiske måder mod, at en sag som den aktuelle med Kurt Beier Transport kan opstå. En Code of Conduct-aftale er ofte en forudsætning for, at samarbejdet kan begynde, og i realiteten har speditøren ikke andre muligheder end at tro på, at vognmanden lever op til det aftalte. Overtrædes aftalen, kan der blive tale om, at speditøren betragter samarbejdet med vognmanden som misligholdt og det kan føre til, at samarbejdet afbrydes, som det også er set i denne sag, siger Henrik Beck og fortsætter:

- I princippet burde en Code of Conduct være tilstrækkelig. Men den naturlige konsekvens af denne sag er, at speditions- og produktionsvirksomheder nok skal have kigget deres Code of Conduct-aftaler igennem for at se, om noget skal strammes op, lyder det fra politik- og kommunikationschefen.

Ikke mere attraktivt

I bagklogskabens lys anerkender Danske Speditører, at medlemmerne muligvis kunne have taget samarbejdet med Kurt Beier Transport op til genovervejelse, da Padborg-vognmanden inden sommerferien fik et strakspåbud fra Aabenraa Kommune om selskabets opsætning af pavilloner.

- Påbuddet kunne have fået alarmklokkerne til at ringe kortvarigt om, at alting ikke var i orden. De har nok haft mistanke om, at der var noget galt, men forventet at forholdene allerede inden sommerferien var blevet bragt i orden i overensstemmelse med kommunens påbud. Hovedparten af de af vores medlemmer, der har udtalt sig offentligt, siger, at det er kommet bag på dem, og det må man tage for pålydende, siger Henrik Beck.

Ifølge Henrik Beck fortæller speditionsvirksomhederne, at ydelserne fra Kurt Beier ikke har været mere attraktive end fra andre vognmandsvirksomheder. På den baggrund kunne speditørerne ikke have haft mistanke om, at tingene ikke var, som de skulle være.

- Det handler om, at vognmandsbranchen må rydde op i egne rækker, som det blandt andet er sket ved, at Kurt Beier Transport har meldt sig ud af DI og ATL. Det må være et signal om, at man skal omgås den virksomhed med største forsigtighed og stille krav om, at dette ikke sker igen, siger Henrik Beck.

Hvordan ville Danske Speditører reagere, hvis en af jeres medlemsvirksomheder får en lignende sag?

- Dette skader branchen som sådan og dansk erhvervsliv som helhed. Jeg mener, vi ville have reageret på samme måde som DI og ATL, for jeg vil tro, at der ville være kraftige interesser hos os for at sige, at vi som brancheorganisation ikke kan lægge navn til den slags, lyder det fra Henrik Beck.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141