Elevforum skal gøre Padborg sexet
Det kræver tilsyneladende gode overtalelsesevner at tiltrække nye elever til transportbranchen i Padborg, der slås med en geografisk placering, unge danskere ikke finder attraktiv.
For at imødekomme udfordringen med de manglende unge i det store transportområde har lokale initiativtagere oprettet Padborg Elevforum, der både skal gøre det bedre at være elev i Padborg, men som også skal bidrage til at gøre reklame for området som et godt sted at være for unge under uddannelse.
Unge vil ikke til Padborg
- En undersøgelse viser, at det inden for spedition og logistik er en udfordring at skaffe unge mennesker til elevpladser i Padborg. Det er simpelthen et spørgsmål om geografi.
Ordene kommer fra Finn Sørensen, der som direktør for Padborg Transportcenter om nogen er ked af den statistik.
Derfor har han og en arbejdsgruppe bestående af øvrige lokale interessenter siden oktober arbejdet med at oprette et elevforum, der både kan støtte lokalområdet med gode ideer til, hvordan man tiltrækker og fastholder unge i Padborg, men som vigtigst af alt skal skabe et godt miljø for nuværende og kommende elever i byen.
- I dag er der ikke det samme sociale netværk blandt eleverne, som der var engang. Derfor samlede vi for nylig 40 unge mennesker, der havde taget imod invitationen om at høre nærmere om et nyt elevforum, siger Finn Sørensen.
Han tilføjer, at aftenen endte med, at der blev valgt en fire personer stor bestyrelse med to suppleanter, der som Padborg Elevforum nu med et økonomisk rådighedsbeløb og rådgivningsstøtte fra det lokale erhvervsliv skal tale områdets sag over for unge danskere.
- Forventningerne er, at forummet skal være med til at tiltrække flere unge til Padborg. Men det mest væsentlige er, at de unge synes, det er et spændende sted at være i lære. At de unge siger: ”Hernede er det utrolig interessant at være”. Så er missionen lykkedes, siger Finn Sørensen.
Energisk formand
I spidsen for Padborg Elevforum står bestyrelsesformand Nicolaj Sørensen. Den 25-årige mand fra Løgumkloster har siden årsskiftet været tilknyttet DTK som lagerelev, og med en fortid i arbejdslivet, som universitetsstuderende og som aktiv i bestyrelses- og talsmandsarbejde var han ikke sen til at træde til, da muligheden for at kunne gøre en forskel i Padborg Elevforum bød sig.
- Padborg er Nordens transportmekka. Vi har kæmpestore, internationale virksomheder, hvilket gør, at man har gode muligheder for at komme ud at arbejde i hele verden. Padborg tilbyder mange muligheder, man ikke finder andre steder, og det burde være sexet at være hernede, men det er det tilsyneladende ikke. Så vi vil gerne vise, at Padborg er et attraktivt sted – både fagligt og socialt, og hvis jeg kan gøre mit til, at det bliver lidt nemmere, sjovere og hyggeligere for dem, der er her nu og kommer efter mig, så er jeg glad, siger Nicolaj Sørensen, der selv stadig bor 55 km. væk i Løgumkloster, men har planer om at flytte til Padborg, når muligheden byder sig.
Nicolaj Sørensen fortæller, at Padborg Elevforums målsætning er at gøre Padborg til et fedt sted at være for elever.
- Vi vil gerne skabe et stærkere socialt netværk med events og aktiviteter, hvor vi kommer tættere på hinanden og kan videndele med hinanden på tværs af brancher, siger han og tilføjer, at han selv i hverdagen savner kendskab til kollegaernes konkrete opgaver og hverdagsudfordringer.
- Selv om jeg også arbejder med speditørelever, ved jeg ikke nødvendigvis, hvad de laver på daglig basis. I Padborg Elevforum ender vi forhåbentlig med en stor elevskare, hvor vi kan tale med hinanden på tværs af fagligheder og pludselig forstå mange af de processer, man ellers ikke ville komme i berøring med, siger han.
Skal sælge Padborg
Nicolaj Sørensen og Padborg Elevforum har allerede konkrete planer for forummets fremtidige arbejde, lyder det fra formanden.
- Vi skal bidrage til at gøre det mere sexet at tage en erhvervsuddannelse – blandt andet med argumenter om, at der også er en god økonomi i det. Vi skal prøve at gøre op med den sort/hvide stigmatisering, der er af erhvervsuddannelser. Derfor skal vi blandt andet ud til folkeskoleelever og forsøge at sælge Padborg, siger Nicolaj Sørensen og fortsætter:
- Vi deltager måske også med en stand på karrieremessen, og 11. august holder vi en stor sommerfest for alle elever i Padborg. For når man flytter til Padborg, kender man måske slet ikke nogen. Her har man mulighed for at komme til et socialt arrangement, hvor man kommer tættere på hinanden. Og så er kontakten etableret, siger han.