23948sdkhjf

Forsikrede om ”ren” PostNord-redning

Samråd: Finansministeren og transportministeren afviste ulovlig statsstøtte til PostNord.

Finansminister Kristian Jensen og transportminister Ole Birk Olesen forsikrede i går torsdag i et åbent samråd med Folketingets Transport-, bygnings- og boligudvalg, at PostNord ikke modtager ulovlig statsstøtte i forbindelse med den godt to milliarder svenske kroner dyre redningsplan, der blev præsenteret sidste efterår.

Det var Andreas Steenberg (RV), der havde kaldt de ansvarlige ministere i samråd, for at svare på spørgsmål om redningsplanens lovlighed i forhold til EU’s regler.

Redningsplanen betyder, at PostNord Danmark får tilført 1,5 milliarder kroner, der skal anvendes til at kompensere de mange tidligere tjenestemandsansatte, der skal fyres i den danske del af det statsejede dansk-svenske postselskab.

Oven i kommer indskud på 400 millioner svenske kroner fra den svenske stat og et indskud på 267 mio. kroner fra den danske stat, der skal gøre PostNord i stand til at revitalisere det kriseramte post- og logistikselskab.

DTL

Samrådet blev fulgt tæt af blandt andet DTL – Danske Vognmænd, der som flere andre transport- og logistikorganisationer har været stærkt kritiske over for den skatteyderbetalte redningsplan, som de anser for at være i strid med EU’s regler om konkurrenceforvridende statsstøtte.

- Takket være nogle gode spørgsmål fra Andreas Steenberg fik vi stillet skarpt på problemstillingen om, hvad statens millioner kan blive brugt til i PostNord. De flugtede fint med de spørgsmål, DTL løbende siden foråret 2017 selv har stillet til EUs konkurrencekommissær Margrete Vestager. Vi er naturligvis tilfredse med de garantier mod prisdumping, som begge ministre stillede. Men vi mener fortsat, at der hænger nogle ubesvarede spørgsmål i luften om, hvordan man rent faktisk sikrer, at pengene nu også bliver brugt rigtigt og ikke ender som bidrag til en skævvridning af konkurrencen, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

Venter på EU

Redningsplanen afventer fortsat EU kommissionens stillingtagen til, om støtten er forenelig med statsstøttereglerne.

- Samrådet gav desværre ikke klare svar på, hvorledes disse penge bliver fordelt i den store kasse hos PostNord. Ligeledes er det uklart, hvordan pengene til kompensationen for afskedigelsen af tjenestemændene fordeles. Det er vores opfattelse, at ikke alle tjenestemændene er ansat i den del, der har med den befordringspligtige post at gøre, fortsætter Erik Østergaard.

Det kom også frem på samrådet, at PostNord har mulighed for at takke nej til at opfylde befordringspligten af breve, hvis det ikke kan ske på kommercielle vilkår.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062