Dansk handelsflåde nr. 13
Der er vokseværk i den dansk-flagede flåde, der nu kan bryste sig med en 13. plads på listen over flagstater.
Det fremgår af Danske Rederiers halvårlige publikation, ”Danish Shipping – Facts and Figures”, der offentliggøres i dag.
16,4 mio. bruttoton
De dansk-flagede skibe bliver større og det har betydet, at Danmark nu har rykket sig fra en 14. til en 13. plads på verdensranglisten over flagstater. I alt er tonnagen vokset med ca. 800.000 bruttoton fra april til oktober 2017. Faktisk nærmer den danske flåde sig størrelsen på nr. 12, som er den indonesiske flåde, som kun er 60.000 bruttoton større end flåden under dansk flag, der i dag er 16,4 mio. bruttoton.
Det er rigtig positivt, at Danmark rykker op af listen over flagstater, mener Danske Rederier.
- Når vi rykker frem på listen over flagstater, er det udtryk for, at vi er et attraktivt land at have sine skibe i og mange skibe giver mere aktivitet i Danmark inklusiv jobs i land. Det er vi, fordi vi kan tilbyde nogle ordentlige rammevilkår og de rette kompetencer for rederier, der ønsker at operere deres skibe fra Danmark, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
Fjerdestørst i Europa
Der er dog stadig langt op til toppen af flagstater, hvor Panama er solidt plantet i front med 220 mio. bruttoton. Man skal helt ned på sjettepladsen, førend man finder en europæisk flagstat. Her rangerer Malta med 72,3 mio. bruttoton.
På europæisk plan følger Grækenland og Cypern efter Malta, men også her har Danmark avanceret og ligger nu som den fjerdestørste flagstat i Europa efter at have overhalet Italien.
Der er også god grund til at søge mod Danmark, mener Danske Rederier. Ikke mindst nu hvor registreringsafgiften for videresolgte skibe afskaffes.
- Danmark er en søfartsnation med en stor maritim klynge. Skal vi vokse yderligere som flagstat, skal Danmark forbliver konkurrencedygtigt. Her er det afgørende, at et flertal i Folketinget har besluttet at afskaffe registreringsafgiften for skibe, da det er en vigtig faktor, når rederierne vælger, hvilket land de skal flage skibe ind under. Med de aktuelle ændringer forventer vi at det danske flag vil fortsætte væksten i de kommende år, siger Anne H. Steffensen.