Kandidater søges til transport-pris
ITD leder nu efter egnede transport- og logistikvirksomheder, der går foran og bidrager til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.
Brancheorganisationen vil endnu en gang hylde de virksomheder og den medarbejder, der er med til at skabe et innovativt transporterhverv i Danmark – i form af Danish Transport Award 2018, der løber af stablen 14. april i forbindelse med ITD’s generalforsamling.
Alle ITD-medlemmer og deres ansatte kan indstille virksomheden, en kollega eller sig selv. Ifølge ITD kan en virksomhed indstilles, hvis den kan opfylde én eller flere af kriterierne om at have skaffet vækst i virksomheden gennem en digital transformation eller ved at investere i ny teknologi, skaffet vækst gennem innovative tiltag i virksomheden, har udviklet nye forretningsområder, der har givet vækst, afprøvet nye tiltag, der har betydet vækst for virksomheden eller professionaliseret virksomheden for at gøre den klar til vækst.
En medarbejder kan indstilles, hvis den har indført nye måder at arbejde på, som har givet arbejdspladsen vækst, fået en god ide/opfundet nyt udstyr, der har givet arbejdspladsen vækst, er motivator i forhold til digital omstilling i virksomheden eller har igangsat nye initiativer, der har betydet vækst for virksomheden.
Der kan indstilles kandidater til priserne til og med 2. februar 2018.