23948sdkhjf

Flyvsk markedsandel: Europa haler ind på Asien

Europa flyver af sted med markedsandelene.

Ifølge den internationale luftfartsorganisation IATA har europæisk luftfragt i løbet af det sidste år vundet globale markedsandele, mens det er gået den anden vej for Asien, der dog stadig er klart markedsførende.

Europa fik væksten

I organisationens månedlige analyse for den globale luftfragt fremgår det, målt i FTK (fragt-ton-kilometer – ét ton gods fragtet én kilometer), at Asien-Stillehavsområdet sidder på 37,4 procent af markedet, mens Europa har en markedsandel på 23,5 procent.

En nærmere granskning af IATA’s globale luftfragttal for september 2016 viser dog, at markedsandelen for præcis et år siden lød på henholdsvis 38,9 og 22,3 procent. Med andre ord har de asiatiske luftfragtselskaber mistet 1,5 procentpoints, mens deres europæiske ditto omvendt har opnået fremgang på 1,2 procentpoints.

Samlet set er efterspørgslen efter luftfragt steget det seneste år – også i Asien-Stillehavsområdet – men det er altså konkurrenterne i en række af verdens andre regioner, der har været bedst til at få del i væksten.

Siden september 2016 har Nordamerika opnået 0,2 procentpoints mere af den globale markedsandel til 20,7 procent, mens Afrika er gået frem med 0,1 procentpoints til 1,6 procent. Latinamerika er status quo med 2,8 procent, mens Mellemøsten er den eneste region ud over Asien-Stillehavsområdet, der med en markedsandel på 13,9 procent er gået tilbage med 0,1 procentpoints.

Efterspørgslen stiger fortsat

Baggrunden for IATA’s rapport er dog de månedlige globale fragttal, og de kunne for september måned fortælle, at luftfragten i årets niende måned noterede en stigning på 9,2 procent i forhold til september 2016.

Til trods for den flotte vækst er det den laveste vækst de seneste fem måneder – men dog stadig signifikant højere end den gennemsnitlige vækst de seneste fem år på 4,4 procent, lyder det fra IATA.

- Efterspørgslen på luftfragt steg med 9,2 procent i september. På trods af, at det er lavere end de seneste måneder, forbliver den stærkere end noget andet, vi har set i nyere tid. Men der er tegn på, at efterspørgslen har nået toppen. Derfor er det endnu vigtigere at forstærke branchens konkurrencedygtighed ved at accelerere moderniseringen af sine mange forældede processer, siger Alexandre de Juniac, generaldirektør og administrerende direktør i IATA.

Fordelt på regioner blev Afrika den store højdespringer med en vækst på 17,7 procent. Herefter fulgte Europa med en vækst på 10,3 procent, Asien/Stillehavsområdet + 9,3 procent, Mellemøsten + 8,9, Latinamerika + 7,6 procent og endeligt Nordamerika med en vækst på 7,4 procent.

År til dato er den globale efterspørgsel på luftfragt steget med 10,1 procent.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062