Ny salgschef til Stena
Gitte Krog Thomsen er pr. 1. marts 2017 tiltrådt som ny salgs- og marketingchef hos rederiet Stena Line.
Gitte Krog Thomsen er uddannet HA fra Aalborg Universitet og har siden læst HD Afsætning. I 1994 blev hun ansat hos EG Data Inform A/S i Hjørring (EG koncernen) som marketingkoordinator, og efter syv år kombinerede hun sit marketingansvar med salg.
I 2004 fik Gitte Krog Thomsen ansættelse som Key Account Manager hos NORDJYSKE Medier A/S i Aalborg, hvor hun havde fokus på tværmedialt salg til de største nordjyske annoncører. I 2007 blev hun sat i spidsen for den nye digitale afdeling hos NORDJYSKE Medier, hvor hun siden da har haft ansvaret for digital forretningsudvikling samt drift og vedligeholdelse af de digitale kundevendte platforme på web, mobil og tablet. Dermed har Gitte Krog Thomsen opbygget et stort knowhow omkring digital forretningsudvikling, e-commerce, salg og analyse samt de mange muligheder, den digitale udvikling byder på.
Det er netop de digitale kompetencer, som Stena Line nu skal nyde godt af i forhold til at optimere kommunikationen ud mod kunderne. Som salgs- og marketingchef får Gitte Krog Thomsen således ansvaret for alle salgs- og marketingaktiviteter i Stena LInes danske passagerafdeling. Overordnet skal hun sikre, at rederiets danske kunder får en god oplevelse, hver gang de rejser med Stena Line – både på land og på færgerne. Samtidig skal Gitte Krog Thomsen stå i spidsen for at videreudvikle Stena Lines loyalitetskoncept.
Gitte Krog Thomsen er 46 år og bor i Hjørring sammen med sin mand. Parret er forældre til to døtre. Den nye salgs- og marketingchef får base på Stena Lines hovedkontor i Frederikshavn.