23948sdkhjf

Tysk stramning for weekendhvil

Tyskland kræver at lovpligtigt weekendhvil uden for førerhuset.

Frankrig og Belgien var de første EU-lande, der indførte krav om at lastvognschaufførernes lovpligtige weekendhvil blev afholdt uden for førerhuset. Nu følger Tyskland trop med krav om det regulere ugentlige hvil gennemføres uden for førerhuset.

Begge kamre i det tyske parlament – Forbundsdagen og Forbundsrådet – har af to omgange stemt for et forbud mod, at lastvognschauffører afholder det lovpligtige ugentlige hvil i lastvognens førerkabine. Overtrædes reglerne, så er sanktionen bøder til både chauffør og dennes arbejdsgiver.

I den danske brancheorganisation ITD vurderer man, at EU’s bestemmelser på området som værende uklare. Derfor forventer ITD, at EU-Kommissionen melder klart ud i den kommende vejpakke.

- Tyskland er det tredje land i rækken, som vælger at indføre bøder for at tage det regulære ugentlige hvil i førerhuset. Vi ser frem til vejpakken, hvor vi regner med, at der kommer et forslag til fælles EU-regulering på området, siger ITD’s public affairs chef Karen Roiy.

270 euro per time

ITD oplyser, at ved brud på de tyske regler er både chaufføren og transportvirksomheden ansvarlig. Chaufføren skal betale 90 euro per time ulovligt tilbragt i førerhuset, mens virksomheden skal betale 180 euro per time, som chaufføren har tilbragt i førerhuset i forbindelse med det regulære ugentlige hvil.

De tyske politikeres argument er, at ordningen skal beskytte chaufføren mod kummerlige forhold og vil medvirke til at skabe lige vilkår i branchen.

Selvom man fra tysk hold har indført de nye regler, så har man fra de tyske myndigheders side – ifølge ITD – ikke gjort sig de store overvejelser om selve håndhævelsen. Op til første afstemning i det tyske parlament blev det af flere tyske transportorganisationer fremhævet, at det er uhensigtsmæssigt at forbyde en chauffør eksempelvis at se satellit-tv i førerhuset.

Generaladvokaten

Ud over Tyskland har Frankrig og Belgien indført lignende regler. En europæisk indstilling fra EU-Domstolens generaladvokat udfordrer branchepraksis for hvil i førerhuset. EU-Domstolens generaladvokat har i begyndelsen af februar 2017 vurderet, at EU-lovgivningen ikke åbner op for, at chauffører kan foretage hvil i køretøjet ved regulære ugentlige hviletider. Generaladvokatens afgørelse er ikke endelig, før EU-Domstolen har bekræftet denne.

FDL: Følg tysk eksempel

I brancheorganisationen FDL hilser man det tyske forbud velkommen.

- Der er først og fremmest tale om et tiltag, som på sigt gerne skulle skabe et langt bedre arbejdsmiljø for de chauffører, som hidtil har hutlet sig frem, fordi de store kørsels-rekvirenter og speditører ikke har villet bruge penge på at skabe ordentlige forhold for chaufførerne, udtaler FDL´s kontorleder, Jens Groot, og tilføjer:

- At man med et sådant tiltag også lægger en stopklods for i hvert fald en del af den unfair konkurrence, betragter vi som en sidegevinst. Men det vigtigste må under alle være, at der skabes ordnede forhold, både m.h.t. ophold, forplejning og sanitær orden. Det har alle chauffører, uanset nationalitet, krav på.

FDL-ledelsen opfordrer danske politikere til at følge eksemplet fra Tyskland, Frankrig og Belgien. Samtidig erkender organisationen behovet for klare og ensartede regler i hele EU.

- Danmark skal ikke miste sin selvbestemmelsesret, men der er visse områder, hvor der, som med ugentlige hvil, er behov for at der er ens regler i hele EU. Det har vi, i snart mange år, efterlyst, men der er desværre lang vej igen, og det udnytter dem, der vil snyde på vægten, slutter Jens Groot.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079