23948sdkhjf

Generationsskifte bliver billigere

Lovforslag: Bo- og gaveafgiften reduceres gradvist til en tredjedel.

Det bliver meget billigere at overdrage familievirksomheden til næste generation. Den såkaldte bo- og gaveafgift på 15 procent bliver gradvist sænket til fem procent frem mod 2020.

Det fremgår af det lovforslag, L 183, som skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremsatte i onsdag.

Lovforslaget udmønter aftalen om nedsættelse af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte indgået af V-regeringen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som led i aftalen om finansloven for 2016.

Bo- og gaveafgiftssatsen foreslås nedsat gradvist fra nu 15 procent til 13 pct. i 2016 og 2017 - altså med tilbagevirkende kraft. I 2018 sænkes satsen til syv procent, seks procent i 2019 og fem procent i 2020.

- Det er en stor og tiltrængt lempelse for generationsskifter i erhvervslivet – ikke mindst i transportbranchen, hvor likviditeten typisk er relativt beskeden – der bringer afgiften nærmere på niveauet i vores nabolande, siger statsautoriseret revisor Kaj Glochau, der er partner i revisionsselskabet EY (Ernst & Young).

I Sverige er afgiften et rundt nul. Derfor er det også regeringens hensigt, at bo- og gaveafgiften frem mod 2025 skal sænkes til nul.

- I langt de fleste tilfælde har hverken overdrageren eller erhververen personlig kapital til at betale afgiften. Det vil sige, at det er virksomheden, der gennem lønudtræk skal betale regningen til Staten. Det vil sige, at virksomhedens ofte beskedne likviditet bliver reduceret væsentligt. Det udgør en væsentlig begrænsning for arvtagers muligheder for at investere i virksomhedens fremtidige drift, siger Kaj Glochau.

- Derfor er lovændringen en stærkt tiltrængt lettelse for generationsskifter i vognmands- og speditionsvirksomheder. Man skal huske på, at afgiften skal med beskattede midler. Eksempelvis vil en afgift på 600.000 kræve at virksomheden udbetaler op mod 1,5 millioner i løn til ejeren. Lempelsen vil også gøre det lettere at opnå opbakning til generationsskiftet fra virksomhedens pengeinstitut, slutter Kaj Glochau.

Aktive virksomheder

For at sikre, at afgiftsnedsættelsen er målrettet til generationsskifte af reelle aktive virksomheder og ikke passiv formue – såkaldte ”pengetanke” – foreslås det, at nedsættelsen af bo- og gaveafgiften baseres på de gældende regler om skattemæssig succession – dog med en marginal opstramning. Skattemæssig succession har den effekt, at erhververen ikke beskattes i forbindelse med selve overdragelsen, men indtræder i overdragerens skattemæssige stilling.

Det betyder, at beskatningen af afståelsen af virksomheden udskydes til det tidspunkt, hvor erhververen afstår virksomheden.

For at undgå, at der opnås bo- og afgiftsnedsættelse ved midlertidig konvertering af en passiv formue (en pengetank) til en erhvervsvirksomhed i forbindelse med arv eller gave, foreslås det også, at der stilles krav til virksomhedens ejerskab før og efter overdragelsen samt om en aktiv deltagelse i virksomheden. Kravene er at overdrageren skal have ejet virksomheden i mindst 1 år forud for overdragelsen, og at overdrageren eller hans nærtstående (i praksis børn) i samme periode har deltaget aktivt i virksomheden, samt at erhververen skal opretholde ejerskabet af virksomheden i mindst 3 år efter overdragelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064