CPH: Succes på de lange ruter
Det er fortsat de lange ruter til og fra Københavns Lufthavn (CPH), der tiltrækker et stigende antal passagerer.
I februar måned steg antallet af flyrejsende i lufthavnen med 1,9 procent i forhold til samme måned sidste år, som endda på grund af skudåret var én dag længere, og her bidrog særligt de lange ruter.
Europatrafikken steg i perioden med 1,7 procent, mens den interkontinentale trafik voksede relativt mest med 6,7 procent. Kun indenrigstrafikken noterede med et fald på 3 procent tilbagegang.
Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S:
- De lange ruter er vigtige, og den fortsat høje vækst understreger, at der er stor efterspørgsel efter direkte flyruter til destinationer uden for Europa. Vi har de senere år formået at tiltrække en række nye langdistanceruter til Københavns Lufthavn og havde ved årsskiftet direkte ruter til 36 destinationer uden for Europa, hvor særligt antallet af ruter til Nordamerika er blevet øget. Det betyder, at det eksempelvis er blevet langt lettere for amerikanske turister at komme til København, ligesom danske virksomheder har fået direkte adgang til vigtige markeder. Udbygningen af Københavns Lufthavn til at kunne rumme 40 mio. passagerer handler i høj grad om at skabe plads til endnu flere langdistanceruter, siger Thomas Woldbye.