Tre motortrafikveje får 100 km/t i 2017
Nu kan bilisterne snart se frem til at komme hurtigere fra A til B. Vejdirektoratet går fra foråret i gang med at opgradere tre motortrafikvejsstrækninger fra 90 km/t til 100 km/t.
De tre strækninger, hvor det bliver muligt at køre 100 km/t fremfor de nuværende 90 km/t, er:
Rute 16 Sdr. Borup-Assentoft: Arbejdet begynder i starten af april og ventes færdig efter sommerferien.
Rute 28 Bredsten-Vandel: Arbejdet starter i midten af april og slutter i juli 2017.
Næstved Nordlig Omfartsvej: Arbejdet starter i maj og slutter i juli 2017.
Bilisterne har allerede fået glæde af opgraderingen på strækningerne Holbæk-Vig, Løgten-Bale og Bale-Ugelbølle, så der i alt bliver tale om seks strækninger med en højere tilladt hastighed.
Til glæde for bilisterne
- Netop disse motortrafikveje er udvalgt, fordi de med en mindre justering bliver egnet til kørsel med højere hastighed. Vi gør det nemmere at komme frem til glæde for både den enkelte bilist og dermed samfundet som helhed, siger Neal McMullan, der er projektleder i Vejdirektoratet.
Opgraderingerne sker som følge af en ændring af færdselsloven, som Folketinget vedtog i maj sidste år.
Om arbejdet
Opgraderingerne af de udvalgte strækninger til 100 km/t indebærer blandt andet, at der generelt opsættes nye hastighedstavler og etableres nye midterautoværn for at øge sikkerheden.
På strækningen Sdr. Borup-Assentoft skal rabatten desuden forstærkes.
Arbejdet ventes ikke at få store konsekvenser for trafikken på strækningerne. Dog kan der komme korte perioder med omkørsel, nedsat hastighed og smallere kørespor.