Årsmøde om nye teknologier
5. april arrangerer Danske Maritime sit årsmøde 2017, der især kommer til at sætte fokus på automation og ny teknologi som vækstskaber i den maritime industri.
Det centrale oplæg på årsmødet holdes af David Guldager, der blandt andet er kendt som digital redaktør på TV2. Med oplægget ”Vores teknologiske fremtid” forsøger Guldager at give gæsterne et overblik og en retning for de teknologier og produkter, der kommer til at forandre fremtiden.
- Den danske maritime industri står over for enorme udfordringer, såvel teknologisk som markedsmæssigt. Vi er vant til at være teknologisk førende i verden, men vi må ikke hvile på laurbærrene. Vi må indse, at alt det kendte i princippet er til diskussion, at alt kan blive udsat for ’disruption’. Først da kan vi for alvor få del i nye vækstmarkeder, siger Jenny N. Braat, Danske Maritime.
Derudover vil erhvervsminister Brian Mikkelsen holde et indlæg om regeringens politik for den maritime industri, inden Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, fortæller om autonome systemer set fra et myndighedsperspektiv.
Årsmødet afsluttes med en debat mellem en række folketingspolitikere, hvor der foreløbig er tilsagn fra Bjarne Laustsen (S), Martin Lidegaard (R) og Torsten Schack Pedersen (V).
Årsmødet finder sted hos MAN Diesel & Turbo i København.