Danske Speditører hjælper i kartelsag
Danske Speditører opfordrer nu dens medlemmer til at tage kontakt til brancheforeningen, hvis der ønskes juridisk assistance i forbindelse med sidste års kartelsag, hvor MAN, Volvo/Renault, Daimler, Iveco og DAF fik en bøde af EU på 22 mia. kr. for at have suspenderet den frie prisdannelse.
Brancheforeningen oplyser, at tiden nu er kommet til at undersøge, hvilke medlemmer der har betalt for meget for lastbiler og som derfor kan indgå i et kollektivt juridisk skridt mod kartellet.
Det siger Søren Nicolai Edsen Johansen, advokatfuldmægtig hos Danske Speditører:
- Har vores medlemsvirksomheder indkøbt lastbiler for dyrt, vil vi hjælpe dem til at deltage i de juridiske skridt, der snart skal tages. Så vil jeg meget gerne høre fra dem. Omvendt bliver jeg også nødt til at sige, at man ifølge vores efterretninger ikke kan komme i betragtning til erstatning, hvis man som speditør alene har betalt for meget for ydelser, leveret af firmaer, som har betalt for meget for lastbiler fra de omtalte producenter. Det er kun lastbilejere, dette kan blive relevant for, siger Søren Nicolai Edsen Johansen.
Brancheforeningen opfordrer medlemmerne til at tage kontakt til Søren Nicolai Edsen Johansen, hvis de ejer lastbiler, der er købt fra de pågældende producenter i perioden 1997-2011.