23948sdkhjf

Vækstvirksomheder på skolebænken

Er startet i Det Maritime Elitetræningscenter.

Seks virksomheder er blevet screenet og udvalgt som deltagere i Det Maritime Elitetræningscenter, ét af ti ambitiøse udviklingscentre i det nationale Scale-Up initiativ.

De seks virksomheder er: API Marine ApS i Aalborg, Daspos A/S i Herlev, Hirtshals Yard A/S i Hirtshals, SafeEx ApS i Aalborg, Victor-DST A/S i Frederikshavn og Idoc A/S i Aalborg. Det Maritime Elitetræningscenter er ét af 10 udviklingscentre placeret rundt om i Danmark i det nationale Scale-Up Denmark projekt. Som navnet antyder, har Det Maritime Elitetræningscenter til formål at understøtte væksten og udviklingen i små og mellemstore højvækstvirksomheder, der har ambitioner om og potentiale til at være i eliten på sit felt.

Daspos A/S fra Herlev er producent af et lækage-alarmsystem til maskinrummet i krydstogtskibe, cargoskibe, supply-både og færger. En gigantordre fra verdens største krydstogtskoncern, Carnival Group, har været medvirkende til en vækst i bruttoresultat i perioden 2012-2015 på 1.137 procent. De ønsker i forløbet af fokusere på deres produktsortiment:

- Vi har et fantastisk populært produkt, men vi ønsker at udvide vores produktsortiment for at stå stærkt i fremtiden. Vi har identificeret flere mulige udviklingsprojekter og ønsker med vores deltagelse i programmet at dedikere nogle ressourcer til at få kvalificeret idéerne for at beslutte, hvilke vi skal gå videre med. Det er vigtigt for os, at det ikke er noget, som vi kun selv sidder og kigger på, men at vi har nogle eksterne professionelle sparringspartnere, som også er med til at holde os i ørerne, så vi holder fokus på udviklingsopgaven. Succeskriteriet er, at ét af de udvalgte projekter er udviklet og klar til produktlancering i slutningen af 2017, siger Lars Gerner Lund, COO i Daspos A/S.

- Vi glæder os til, i tæt samarbejde med virksomhederne, at få skræddersyet et udviklingsforløb, som virkelig gør en forskel for dem og kan være med til at genere arbejdspladser. Vi har fået seks rigtige dygtige og perspektivrige virksomheder med, som er ambitiøse om deres vækstmål, siger Christine Lund, adm. direktør i MARCOD, der driver Det Maritime Elitetræningscenter i samarbejde med Væksthus Nordjylland og LIVA consult A/S.

Der søges lige nu deltagere til hold to, som starter op i september. Der er kun plads til max 10 virksomheder. Er man interesseret i at høre mere, kan man kontakte MARCOD.

 

Fra venstre mod højre ses: Klaus Ramskov, idoc A/S, Allan Hejslet, MARCOD, René Larsen, SafeEx ApS, Torben Jørgensen, DASPOS A/S, Ole Nygaard, Victor-DST A/S, Christine Lunde, MARCOD, Lars Gerner Lund, DASPOS A/S, Poul Kvist, LIVA consult A/S, Line Schøn, LIVA consult A/S, Allan Lydersen, API Marine ApS, Ole Madsen, Væksthus Nordjylland og Sven Rasmussen, API Marine ApS. (Foto: Marcod)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109