23948sdkhjf

ITD: Danske særregler er en hæmsko

Advarer mod dansk enegang.

Om to måneder forventes EU-Kommissionen at fremlægge en ny vejpakke med fokus på fair konkurrence og fair regler for hele den europæiske transportsektor. Derfor undrer det brancheorganisationen ITD, at SF og DF med støtte fra S nu går ud med et beslutningsforslag om dansk enegang og danske særregler for transporterhvervet. Det er den helt forkerte vej at gå.

SF og DF ønsker nu igen at tage en debat om chaufførernes sociale forhold, og hvordan ulovlig cabotagekørsel kan begrænses i fremtiden.

- I ITD er vi også stærkt optaget af at sikre fair konkurrencevilkår i det internationale transporterhverv. Problemet med SF og DF’s beslutningsforslag er deres ambition om, at de vil beskytte det danske transportmarked ved at indføre en række nationale særregler i Danmark. Det er ikke vejen frem, hvis man vil sikre fair konkurrence og ordnede vilkår i transportsektoren, siger Karen Roiy, public affairschef i ITD.

Anbefalingen til de danske politikere er derfor helt klar.

- Vi vil klart anbefale, at politikerne på Christiansborg lige nu holder stærkt fokus på den kommende vejpakke fra EU-Kommissionen. Vi sikrer kun fair konkurrence i transportsektoren gennem fælles europæiske regler. Det er den tilgang EU-Kommissionen ønsker, og som de har arbejdet med igennem længere tid. Derfor forventer vi os meget af udspillet fra Kommissionen, som bliver præsenteret om cirka to måneder, siger Karen Roiy.

-Transporterhvervet er internationalt. Vi lever af at fragte vores varer ud til kunder i hele Europa. Transportvirksomhederne har derfor brug for klare, ensartede og solide regler, der gælder for alle EU-lande – ikke at hvert enkelt land opfinder deres egne systemer og særregler for de internationale transporter. Det vil i sidste ende være en hæmsko for både den danske og europæiske vækst, tilføjer hun.

EU’s vejpakke forventes at resultere i en ny definition på cabotagekørsel, bedre digital kontrol, koordinering af vejskatter i Europa og meget mere.

ITD vil gå i dialog med de involverede partier om, hvordan man kan komme tættere på en fælles forståelse af, hvordan man kan forbedre rammerne for transportsektoren og komme med indspil til den vigtige kommende vejpakke fra Kommissionen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063