Samarbejde styrkes
I forbindelse med sit besøg i Kina har erhvervsminister Brian Mikkelsen i dag, den 23. februar 2017, underskrevet en ny samarbejdsaftale (Memorandum of Understanding) om grøn skibsbygning. Aftalen er indgået med det kinesiske ministerium for industri og IT (MIIT).
Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
-Kina har en af verdens største skibsbygningsindustrier, og de har i disse år et stærkt fokus på energieffektiv og miljøvenlig skibsbygning. Danske maritime industrivirksomheder er særligt dygtige, når det gælder grønne maritime løsninger, og der ligger derfor et stort vækstpotentiale for Danmark, hvis vi kan styrke samarbejdet med Kina og øge eksporten af danske maritime produkter, siger Brian Mikkelsen.
I 2014 indgik Danmark og Kina for første gang en samarbejdsaftale om grøn skibsbygning, men aftalen udløb i 2016. Derfor indgår erhvervsministeren nu en ny og udvidet aftale, der også inkluderer samarbejde om offshore-udstyr til gavn for danske maritime industrivirksomheder med interesse i det kinesiske marked.
Erhvervsministeren mødtes i dag også med den kinesiske transportminister for at diskutere shipping og samarbejdsmuligheder mellem Danmark og Kina inden for maritim transport.