Sund & Bælt opruster strategisk
Sund & Bælt har netop ansat Bjarne Jørgensen som chef for en ny processtøtteenhed. Effektiv drift og vedligehold af infrastrukturanlæg er et strategisk fokusområde for Sund & Bælt, og det er her, Bjarne Jørgensens kompetencer og erfaringer skal i spil.
Bjarne Jørgensen har tidligere arbejdet i blandt andet Rambøll og MT Højgaard, samt været Vice President i SAS og i Air Greenland. Det er netop hans erfaring med optimering af processer og systematisk vedligehold fra fly- og byggebranchen, som Sund & Bælt nu kan trække på.
- Effektiv drift og vedligehold af anlæg er et strategisk fokusområde for Sund & Bælt, og vi har opbygget en unik viden om langsigtet drift og vedligehold af vores anlæg. Sammen med Bjarne Jørgensen fortsætter vi nu arbejdet med at systematisere vores viden, effektivisere processer og reducere omkostningerne, så vi præcist opnår den bedste totaløkonomi på alle vores anlæg, siger Lars Fuhr Pedersen, teknisk direktør i Sund & Bælt, i en kommentar til ansættelsen.
57-årige Bjarne Jørgensen har senest været i entreprenør- og rådgiverbranchen, hvor han blandt andet var ansvarlig for etablering af en kultur, hvor kvalitet i håndværk og produkt levede op til kundens krav og overholdt de økonomisk rammer.
- Som chef for den nye processtøtteenhed i Sund & Bælt skal jeg fortsat arbejde med kultur og processer, der fører til rettidig vedligehold, så vi sikrer anlæggenes kvalitet og levetid med den bedste økonomi. Jeg plejer at forklare, hvad rettidig vedligehold er, ud fra en husejers synsvinkel. Hvis man maler vinduer i sit hus på det rigtige tidspunkt, så holder vinduerne i 30 år. Hvis man forsømmer det, skal vinduerne skiftes efter 15 år på grund af manglende vedligehold. Og det er dyrt. Men måske behøver vinduerne på nordsiden af huset ikke at blive malet så ofte som dem på sydsiden? Det gælder om at finde den rette balance mellem fornuftig vedligehold, kvalitet og pris, forklarer Bjarne Jørgensen.
Bjarne Jørgensen er uddannet civilingeniør (maskinretningen) og har en HD i Logistik fra CBS, samt en MBA fra INSEAD. Han bor i Lynge i Nordsjælland, er gift og har to børn på 17 og 20 år.