Større klarhed over hollandsk mindsteløn
Fra årsskiftet har hollænderne indført nye regler om mindsteløn og kædeansvar. Dermed går endnu et EU-land over til mindsteløn for udenlandske transportvirksomheder. Det oplyser ITD.
Det hollandske socialministerium har fra 1. januar 2017 fastholdt definitionen af udstationeringsdirektivet inden for transport som kun gældende i tilfælde af cabotage. Bilaterale-, tredjelands- og transittransporter er i øjeblikket ikke underlagt den hollandske mindsteløn. Det betyder, at i henhold til den nuværende situation gælder den hollandske mindsteløn kun, når chauffører udfører cabotagekørsel i Holland.
- Foreløbig gælder reglerne kun for cabotage, men det diskuteres, om mindstelønnen også skal omfatte internationale transporter. Det er især på dette område, vi har været i dialog med TLN for at få deres klare læsning (fortolkning) af de gældende regler, siger Maria Feldberg, jurist i ITD.
Kravene til virksomhederne ligner på mange punkter de krav, som man har set i de lande, der også har indført mindsteløn. Man skal kunne fremvise relevante dokumenter ved forespørgsel: lønsedler, ansættelsesaftale, kvittering for at lønnen er betalt, arbejdstidsfortegnelser, dokumenter for social sikring (A1-attest). (Hertil er der også krav om en repræsentant i Holland.)
- Vi følger løbende udviklingen i forhold til de hollandske myndigheders udmeldinger på mindstelønnen og har en aftale med vores hollandske søsterorganisation TLN om, at de kontakter os, så snart der sker noget i forhold til de nye regler, siger Maria Feldberg.
Holland er det sjette land, der indfører mindsteløn. Tidligere har Italien, Østrig, Frankrig, Norge og Tyskland indført regler om mindsteløn. Belgien forventes også at følge med inden længe.
Fakta om hollandsk mindsteløn:
•De nye mindstelønsregler gælder fra 1. januar 2017.
•Reglerne dækker i første omgang cabotagekørsel, men kan blive udvidet til at omfatte international transport.
•Fra 1. januar 2018 skal man lave elektronisk registrering.
•Dokumentation – skal ikke være i bilen – (men vi anbefaler at medbringe lønseddel samt ansættelseskontrakt).
•Kontaktperson – man skal have en repræsentant i Holland.
•Mindsteløn – på nuværende tidspunkt 8,96 euro i timen. Gøres den hollandske transportoverenskomst bindende, vil den mindsteløn, der skal overholdes, stige.
•Kædeansvar for alle i hele transportkæden.
•Bøde – maksimalt 20.500 euro pr. overtrædelse.