Stigende godsmængder i Hirtshals Havn
Hirtshals Havn offentliggjorde for nylig trafik- og aktivitetstallene for 2016, der på flere områder kan beskrives som tilfredsstillende.
Det stigende aktivitetsniveau kom blandt andet til udtryk i de tre nye ruter til Zeebrugge, Rotterdam og Gøteborg, og hvad angår godstrafik, håndterede havnen sidste år knap 8.000 flere enheder end i 2015 til lige under 170.000 trailere og lastbiler. Godsmængden steg med 2,2 procent til i alt over 1,8 mio. tons.
Bestyrelsesformand i Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen, finder tallene for 2016 tilfredsstillende:
- Det er ottende år i træk, at vi oplever vækst på flere af havnens centrale forretningsområder, og med udgangspunkt i den vækst, der er realiseret over de seneste år og vores vækstinitiativer, har vi klare forventninger til en yderligere positiv udvikling inden for både godstransport og fiskeri. Jeg vil ikke tage glæderne på forskud, men perspektiverne for fremtiden er tydelige, når vi har haft vækst i aktiviteterne, selv om 2016 kan betegnes som et mellemår, inden vi i 2017 og 2018 kan forvente at se effekten af de initiativer og investeringer, vi har sat i søen i 2015 og 2016, siger Anker Laden-Andersen.