23948sdkhjf

Ud af førerhuset

DTL: Det regulære ugentlige hvil ud af lastbilen.

Det regulære ugentlige hvil må ikke afholdes i lastbilen. Det tyder det i alt fald på, når man læser det forslag til afgørelse, som Generaladvokaten hos EU-Domstolen er fremkommet med til retten.

Forslaget er en del af processen i en sag anlagt af et belgisk transportfirma mod den belgiske stat. Den belgiske domstol har bedt EU-domstolen om at fortolke reglerne om hviletid til brug for sin egen afgørelse.

Generaladvokaten er medlem af EU-Domstolen og kommer i hver sag med en begrundet indstilling til dommerne ved EU-Domstolen i en sag. Det er almindelig praksis, at dommerne følger Generaladvokatens indstilling. Indstillingen giver således et kraftigt fingerpeg om, hvor en EU-afgørelse vil ende.

Opgør med førerhuset

-Hvis dette også bliver resultatet af domstolens endelige afgørelse, så er det et opgør med førerhuset som hotelværelse og dermed en kæp i hjulet for dem, der lader deres chauffører og undervognmænd hænge ude på rastepladserne i ugevis, ventende på den næste chancetur, siger adm. direktør Erik Østergaard, DTL, i en kommentar til indstillingen.

DTL-direktøren fremhæver initiativerne taget af Frankrig og Belgien tilbage i sommeren 2014. Chauffører risikerer i Frankrig en bøde på 1.500 euro for at holde hvilet i lastbilen – og helt op til 30.000 euro og et års fængsel ved grove overtrædelser, hvor forudgående planlægning tvinger chaufførerne til at holde ugehvilet i førerhuset. I Belgien er bødeniveauet 1.800 euro.

God signaleffekt

-Vi kan kun konkludere, at de franske og belgiske myndigheder har fundet noget, der virker. De har opnået en direkte og ret effektiv effekt ved at benytte eksisterende regler. Man kan altid diskutere sanktionsniveau og kontrol – men signaleffekten er ikke til at tage fejl af: Vi ønsker forhold, hvor der er respekt for chaufførerne, og hvor reglerne respekteres. Når det er opnået, kan vi tale om, at kampen mod social dumping har haft effekt. Hvilet skal ikke foregå på en rasteplads i køjen, men under forhold der giver reel hvile.

Erik Østergaard peger på den seneste tids stadigt stigende fokus på chaufførernes forhold:

-COWI rapporten, lavet på initiativ af DTL og 3F, dokumenterede, at chauffører fra især Østeuropa, der kører cabotagekørsel og systematisk grænseoverskridende trafik væk fra hjemlandet, i lange perioder opholder sig på rastepladser, hvor eneste overnatningsmulighed er førerhuset.

-På vores konference i Bruxelles for nylig med EU's transportkommissær, var dette tema helt fremme i front. Nu kan vi også konstatere, at 9 landes transportministre i den nye vejtransport-alliance som et af handlepunkterne har medtaget en højere grad af tilskyndelse til, at chauffører har et afbalanceret arbejdsliv – herunder særligt ved det ugentlige hvil.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063