Kommentar af Bjørn B. Christiansen, direktør i Danske Havne:

Den nye transportminister Ole Birk Olesen har netop besluttet at nedlægge det havneudvalg, som forgængeren i stolen nedsatte kort tid før sin afgang.

Kommissorie, tidsplan og bemanding af det nye ekspertudvalg er endnu ikke fastlagt.

Men sikkert er det, at nulhandlingen ikke er et udfald. Det gamle krav om enighed i havnesektroen som grundkrav for ændringer er væk. Der kommer forandringer i havnesektoren.

Det har vi taget bestik af i vores interne havnelovsudvalg i Danske Havne. Vi har derfor rullet ærmerne op, og nu går vi efter at blive enige om en model, vi kan lægge på bordet.

På det kommende bestyrelsesmøde i februar skal vi derfor drøfte et første udkast til en model.

Vi har analyseret og vurderet den nuværende selvstyrehavnemodel ift. A/S-modellen. Vi har også taget hul på det ømtålelige spørgsmål om havnesektorens funding, altså den kommunale garantistillelse ifm. finansieringen af havneudvidelser.

Hvad vi ikke har taget hul på, er ejerskabet til havnene. De ejes i dag i overvejende grad af kommunerne. Kun et fåtal af erhvervshavnene er enten privatejet, med privat kapital eller ”snævre” virksomhedshavne, hvor havnen er en del af virksomhedens forsyningskæde, fx kraftværker eller kalkbrud.

Tre vigtige brikker

Organisationsform, funding og ejerskab er tre vigtige brikker i diskussionen om, hvordan vi skaber en sund og driftig havnesektor. De mest presserende spørgsmål at finde svar på er de to første. Ejerskabet i sig selv er ikke en barriere for en effektiv og sund sektor, blot der er en klar adskillelse og efterlevelse af princippet armlængde mellem ejer og driften af havnen.

Efter min opfattelse kan en moderniseret organisationsform og fundingstruktur løse en stor del af det nuværende ”rolle- og risikofordelingsproblemer” i havnesektoren.

Global udvikling

Vi står over for en global godsudvikling, der grundlæggende har skiftet karakter. Vi står også overfor nye teknologier og skibstyper, som stiller nye krav til havnenes investeringer i kaj-anlæg, sejlrender o.l. Endelig står vi overfor lokale krav om erhvervsudvikling på havnearealerne.

Havnene skal derfor have mulighed for at respondere fornuftigt og klogt på disse udfordringer.

Udviklingen de sidste 5-10-15 år har vist, at havnesektoren både er meget adræt og entreprenant. På 15 år har man formået at transformere Esbjerg fra at være Danmarks største fiskerihavn til global udskibningshavn for offshore havvind. På bare seks år er det lykkedes at transformere Lindøværftet med 3.000 arbejdspladser til det, man vel bedst kan betegne som en entreprenørhavn med næsten lige så mange beskæftigede.

Begge er opløftende eksempler, som vi ser i mange forskellige varianter og former rundt om i de danske erhvervshavne. Fx er fiskeriet i dag konsolideret og koncentreret i fem fiskerihavne, nærmest med hver deres specialer. På den måde minder havnesektoren om det danske landbrug i slutningen af 1800-tallet, hvor man stod over for globale udfordringer med prisfald på korn. Landbruget evnede at transformere og omstille sig til et helt andet marked, nye produktionsformer og nye organisationsformer.

Det er det samme, havnene skal evne. Derfor starter vi med at kigge på havnenes organisationsform, finansiering og erhvervsmæssige spillerum.