Rekordernes år i Ystad Havn
Ystad Havn i Sverige noterede positiv fremgang på adskillige forretningsområder i 2016, hvor det desuden blev til hele fire rekorder.
Havnen håndterede sidste år 3.453.465 tons gods – en stigning på 11,4 procent i forhold til året før. 227.495 lastbiler og trailere benyttede havnen, hvilket var en fremgang på 12,6 procent. Endelig kørte 542.620 personbiler gennem havnen – en stigning på 6,1 procent, mens 2.086.877 passagerer benyttede havnen, hvilket var udtryk for en fremgang på 5 procent. Alle disse fire forretningsområder udgjorde hver især ny rekord i havnen.
I den modsatte ende af spektret blev Ystad Havn ”blot” benyttet af 9.184 togvogne, hvilket var et fald på hele 13,3 procent.
- Det er meget tilfredsstillende at se vores og vores kunders indsats give positivt udslag i trafiktallene. Med flere trafikrekorder i 2016 stadfæster vi vores position som en af Sveriges største havne, siger administrerende direktør for Ystad Havn, Björn Boström.
Ystad Havn forventer, at den positive udvikling vil fortsætte de kommende år, og havnen forbereder sig på stigende trafikmængder og større færger ved blandt andet at bygge to nye færgelejer.
- Vi forventer, at væksten i markedet vil fortsætte de kommende år, og sammen med vores kunder er vi i fuld gang med at planlægge, hvordan vi skal håndtere stigende trafikmængder i fremtiden, siger Björn Boström.