Ministre i alliance mod social dumping
Ni europæiske transportministre – herunder danske Ole Birk Olesen – har i dag tirsdag indgået en ”Road Alliance” på et møde i Paris. Det fælles formål er bekæmpelse af unfair konkurrence på vejgodstransportområdet. DTL-direktør kalder det ”et kæmpe fremskridt”.
Transportministre fra Tyskland, Østrig, Belgien, Italien, Luxembourg, Norge, Sverige, Frankrig og Danmark har på dagens møde med den franske transportminister Alain Vidalies givet håndslag på bekæmpelse af, hvad den franske minister kalder ”en sektor, der i særdeleshed er offer for sofistikeret svindel og misbrug af nationale markeds- og arbejdsmarkedslovgivninger.” Ministeren slår fast, at ”godstransporten i Europa står med unfair konkurrence og social dumping” som de store udfordringer i dagens transportmarked.
Løfter
Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL-Danske Vognmænd:
- Det her er en vigtig alliance blandt nogle af de helt centrale europæiske aktører. Det er glædeligt at se ministrene fra Norge, Sverige og DK sammen. Det er samtidig glædeligt at se, at den franske og den tyske minister lever op til de løfter, de gav på årsmøderne hos de franske vognmænd i FNTR og de tyske vognmænd i BGL tilbage i november måned. Efter det oplyste satte de faktisk dette i værk allerede tilbage i december måned, siger Erik Østergaard.