Leman leder efter "fornuftige opkøb"
Ledelsen i transport- og logistikvirksomheden Leman har netop lagt sidste hånd på selskabets vækstplan. Fremadrettet forventer administrerende direktør, Thomas Krøyer, at virksomheden vil fortsætte med at købe mere op blandt andet i Sverige og USA for at komplementere forretningen på bedste vis.
- I vores aggressive vækstplan vil vi fortsat have blikket rettet mod de muligheder, der er for at finde de fornuftige opkøb, så vi ved at være ”Best In Class” kan komplimentere vores forretning på bedste vis, blandt andet inden for Pharma, sagde Thomas Krøyer og tilføjede, at Leman står over for at ansætte flere medarbejdere i både Danmark og udlandet for at støtte op omkring vækststrategien.
Direktøren regner ligeledes med, at virksomheden kommer ud med pæne regnskabstal for 2016.
- Vi er ganske tilfreds med vores forretning og indtjening. Vi forventer, at vi er gået pænt fremad i 2016. Vi vil forsat tilstræbe at skabe en profitabel vækst ved at være det naturlige alternativ til de multinationale logistikvirksomheder, siger Thomas Krøyer.
På globalt plan har LEMAN 700 ansatte.