23948sdkhjf

Stop ny skat på forretningsudvikling

Rederiforening: Find en hurtig løsning.

En forhøjet skat på forretningsudvikling. Det vil være resultatet af en ny praksis fra SKAT, som et bredt flertal i Folketinget anerkender som problematisk. Alligevel er der ikke udsigt til, at der gøres noget ved problemet før en retssag afsluttes til sommer. Det ærgrer Danmarks Rederiforening, som taler for en hurtig løsning.

Børsen skriver 19. januar, at statskassen står til at hive 500 mio. kroner ind hvert år, hvis SKAT’s nyfortolkning af en 114 år gammel lov gennemføres. Det vil ramme alle danske virksomheder, som arbejder med at udvikle deres forretning gennem bl.a. opkøb.

Helt tilbage fra 1903 har virksomheder ellers kunnet trække omkostningerne til løn fra, når de har udvidet deres forretning eller opkøbt nye virksomheder. Men efter en dom i Østre Landsret sidste år har SKAT ændret kurs, og betragter pludselig ikke fradraget som lovligt.

Et nyt svar til Folketingets Finansudvalg viser, at staten kan hente op til 500 mio. kr. årligt, hvis ikke Højesteret omgør beslutningen. Danmarks Rederiforening har lige siden SKATs ændring af praksis argumenteret for, at det vil være stærkt problematisk sammen med en lang række andre erhvervsorganisationer.

Til Børsen siger skatteminister Karsten Lauritzen nu, at han vil finde en løsning på situationen, men først efter Højesterets dom.

-Jeg lytter til erhvervslivets bekymringer i denne her sag. Som jeg allerede sagde tilbage i august, udelukker jeg ikke en lovændring på det her område. Men jeg synes, vi bør afvente Højesterets afgørelse, inden vi evt. laver loven om, forklarer skatteministeren til avisen.

Allerede i september 2016 foreslog Socialdemokraterne at tilbageføre ordningen til den tidligere retstilstand, som en del af deres daværende erhvervsudspil. Partiets erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, mener, at problemet bør løses med en lovændring. For hvis ikke der er budgetteret med indtægten, er der ikke behov for besparelser andre steder for at føre ordningen tilbage.

-Vi foreslår, at vi sikrer hjemmel til, at den praksis ændres tilbage. Hvis det kræver en lovændring, så er det det, der skal til, siger Benny Engelbrecht (S) i Børsen.

Jacob K. Clasen, underdirektør i Danmarks Rederiforening, beklager, at der stadig ikke er fundet en afklaring for dansk erhvervsliv og foreslår et hurtigt lovindgreb.

-Det er ærgerligt, at danske rederier og virksomheder stadig svæver i usikkerhed om, hvorvidt politikerne – som tilsyneladende er enige bredt i Folketinget – fører ordningen tilbage til den retstilstand, som har været gældende i 114 år. Vi bør ikke straffe virksomheder, som vil udvide deres aktiviteter i en tid, hvor vi har brug for at skabe dynamik, innovation og nye arbejdspladser. Derfor skal der findes en holdbar løsning nu, siger han.

Sagen bliver endelig afgjort i juni, hvor der er afsat to retsdage i Højesteret i juni. Bliver dommen stadfæstet, taber danske rederier og andre virksomheder muligheden for fradrag for lønkroner anvendt til at udvide forretningen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094