CMA CGM's forlængede arm i det jyske
Det store franske containerrederi CMA CGM har været repræsenteret i Aarhus i fem år, hvor det har haft kontor i Møllegade, der ligger i den centrale del af smilets by – men også langt fra resten af byens maritime aktiviteter.
Nu er det store selskab imidlertid flyttet ind i Havnecenter på Aarhus havn, hvor CMA CGM’s to Aarhus-medarbejdere Kaspar Finck og Nicolaj Mejnertsen dermed kan blande sig med kunder, samarbejdspartnere og ligesindede i mere brancherelevante rammer.
International shippingmiljø
Da CMA CGM etablerede sig i Aarhus for fem år siden var det med Kaspar Finck ved roret som det franske selskabs danske salgsansvarlige for eksport og leder af Aarhus-kontoret, og de ansvarsområder har han beholdt.
Fra årsskiftet blev speditøren Nicolaj Mejnertsen tilknyttet CMA CGM’s Aarhus-kontor og 1. november i år kunne de to kollegaer altså således flytte ind i de nye rammer på havnen, og det har de ikke fortrudt.
- Hovedselskabet har ikke haft et ønske om, at kontoret skulle flyttes til København. De havde derimod et ønske om fortsat at være repræsenteret i Aarhus. Både for at have en forlænget arm i det jyske, men også fordi, man her midt på Aarhus havn finder ét stort internationalt shippingmiljø, siger Kaspar Finck, der har 21 års erfaring fra den aarhusianske shippingbranche og fortsætter:
- Tiden var inde til at finde noget nyt, og her i Havnecentret har vi fundet et nyt, friskt miljø. I huset sidder mange af vores leverandører og kunder, hvilket gør, at vi eksempelvis kan mødes i og omkring Havnecentret og snakke med hinanden, og det betyder meget, siger Kaspar Finck.
Fokus på break bulk
Ifølge Kaspar Finck skal der i 2017 især fokuseres på at udvikle selskabets forretning inden for projekttransport-segmentet, mens der også er noget spændende på bedding på området for køletransport.
- Planerne for næste år går ud på, at vi har en målsætning om, at vi skal øge volumen på eksport og import – især på break bulk out-of-Gauge-segmentet - som eksempelvis projekttransporter. Derudover kommer der nye tiltag på reefer-transport segmentet, hvor vi blandt andet har udviklet en helt ny form for reefer-container; Aquaviva, der med dyrevelfærd in mente blandt andet kan transportere levende fisk og skaldyr, lyder det fra Kaspar Finck.