Ny leder af Scanias brugtvognsafdeling
Flemming Østergaard er per 1. januar udnævnt til leder af Scania Danmarks brugtvognsafdeling i Kolding.
Flemming har to årtiers erfaring med køb og salg af brugte køretøjer. Han vendte tilbage til Scania Danmark i 2015 og har det forgangne år været ansvarlig for køb og salg af brugte lastbiler direkte til vognmænd i hele Danmark og udlandet.
Used Truck Center har det seneste år mødt en stor efterspørgsel fra danske vognmænd og udenlandske opkøbere, og behovet for rådgivning på brugtbilsområdet er steget. I december 2016 lancerede Scania et nyt koncept for håndtering af brugte lastbiler, og i den forbindelse har man reorganiseret afdelingen.
- Vi har introduceret en slags certificering og forsøger dermed at sætte en ny standard for, hvad en brugt lastbil er, fortæller Flemming Østergaard.
Vognmænd køber en brugt Scania af alle de samme grunde, som en ny, nemlig pålidelighed og lave driftsomkostninger. Desuden spiller hurtig levering en stor rolle inden for brugtbilskøb. Når Scanias brugte lastbiler er mærket med mærkatet Scania Approved, har Scanias teknikere foretaget en meget nøje og systematisk vurdering af lastbilens stand.