Rekordomsætning i Thyborøn Havn
2016 endte med at blive et fremragende år for Thyborøn Havn. I det forgangne år leverede havnen rekordomsætning og noterede fremgang i stort set alle forretningsområder.
Thyborøn Havn håndterede i 2016 1,5 mio. tons gods ind og ud af havnen, hvilket svarede til en fremgang på hele 88 procent i forhold til 2015. Havnen tilskriver travlhed i byggeriet den store vækst, da dette kan aflæses direkte i indvindingen af råstoffer, som blev fordoblet til 1,3 mio. tons søral. Godstyper som biomasse, skærver og gasolie var nogenlunde på status quo.
I september måned indviede havnen den nye gods-/offshorekaj ”Limfjordskaj II”, hvilket ligeledes har medført en stigning i skibsanløb og godsaktiviteter.
I 2017 forventer Thyborøn Havn fremgang på alle forretningsområder, lyder det fra havnen.