Pak gavebåndet op
De danske rederier foreslår, at regeringen gennemfører en maritim uddannelsespakke i forbindelse med en kommende vækstplan – og rederierne er klar til at levere deres del. Det skriver Anne Windfeldt Trolle, direktør i Danmarks Rederiforening, i dag på Altinget.dk
-Skal rederierne have en chance for at klare konkurrencen på den lange bane, er det ikke nok med gode rammevilkår. Rederierne skal også have de rigtige kompetencer og kunne tiltrække talenterne til Det Blå Danmark. Det kræver, at vi er løbende er villige til at nytænke vores uddannelsesindsats, så vi uddanner korrekt og uddanner tilstrækkeligt, skriver Anne Windfeldt Trolle.
Praktikpladsgaranti som omdrejningspunkt
Konkret foreslår rederierne en nyskabelse indenfor uddannelsessektoren i form af en praktikpladsgaranti til 350 årsværk til søs hvert eneste år. Garantien skal indføres i kombination med, at optaget øges på de maritime uddannelser.
Praktikpladsgarantien foreslås realiseret ved, at det ekstra optag af officersstuderende får SU under deres praktikophold frem for praktikløn. Derudover skal der være større fleksibilitet, således at praktikopholdets sejltid kan afvikles på flere rederiers skibe.
Endelig bør der iværksættes en analyse af de maritime uddannelser for at sikre, at de er klar til en virkelighed, hvor digitalisering og ny teknologi rummer et stort potentiale for innovation og nye forretningsmuligheder.
-Vores uddannelsesudspil skal ses som en integreret del af det arbejde, som aktuelt foregår i det maritime vækstteam. Det samlede mål er ny vækst i Det Blå Danmark. Det vil selvfølgelig være i rederiernes egen interesse, men så afgjort også en gevinst for Danmark, da søfarten er en styrkeposition, som begår sig godt i den globale økonomi,” skriver Anne Windfeldt Trolle.
Hun ser nu frem til at samarbejde med både myndigheder, uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og virksomheder om et løft af uddannelsesindsatsen.