Billund rundede tre mio. passagerer
I midten af december rundede Billund Lufthavn en milepæl, da lufthavnen for første gang i dens historie rundede tre mio. passagerer på ét år.
Passager nummer tre mio. skulle findes blandt de rejsende, der om aftenen den 14. december vendte hjem fra Gran Canaria, og det blev således toårige Milia fra Aarhus, der modtog chokolade, blomster og champagne fra administrerende direktør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen.
Ifølge direktøren er det især stigningen i antallet af ruter, der har ført til, at lufthavnen i år for første gang nogensinde betjener flere end tre mio. passagerer:
- Flyselskaberne og charterbureauerne udvider hele tiden med nye destinationer, der giver vores passagerer flere og flere muligheder for at komme ud i verden. I år er det blandt andet blevet til nye ruter til London Heathrow og Helsinki, som giver et væld af muligheder til at nå resten af verden, siger Kjeld Zacho Jørgensen.