Topplacering til nordjysk lufthavn.
Analyseorganisationen Yougov har i undersøgelsen ”Brand Advocacy Rankings 2016” placeret Aalborg Lufthavn på en syvendeplads over Danmarks mest anbefalede brands.
Det skriver Aalborg Lufthavn i en skriftlig meddelelse.
Lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen:
- At være på listen over Danmarks ti mest anbefalede brands er helt fantastisk. Det er kunderne, der anbefaler Aalborg Lufthavn til andre kunder – en større blåstempling får man ikke. Vi rangerer mellem nogle stærke brands som den eneste lufthavn, foran et brand som Apple. Derfor er der god grund til at være glade og stolte over alle vores dygtige medarbejderes gode arbejde. Tillykke til vores medarbejdere for bedriften og tak til alle vores kunder for at anbefale os, siger Søren Svendsen.
I toppen af listen finder man Lærernes Brandforsikring, Thai Airways og LEGO. Undersøgelsen er foretaget blandt danskere i perioden november 2015 til oktober 2016.