23948sdkhjf

Informationscenter åbent

Fortæller om Fjordforbindelsen.

Der var æbleskiver og gløgg til de omkring 100 gæster, der kiggede forbi Skibby i går, da selskabet Fjordforbindelsen Frederikssund og Vejdirektoratet åbnede Informationscenter Fjordforbindelsen Frederikssund. Dørene blev slået op til en 300 m2 stor udstilling om den kommende bro.

-Informationscenteret skal være et mødested, hvor man hele tiden kan holde sig orienteret om brobyggeriet, om fremdriften og hvor man har mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog med de dygtige folk på projektet, således bød bestyrelsesformand Leif Tullberg fra selskabet Fjordforbindelsen Frederikssund velkommen til indvielsen af lokalet i Skibby.

-Kommunikationen kommer i små bidder og pakkes ud løbende. Informationscenteret her er første tiltag i en række af forskellige tiltag. Der er utrolig mange ting, der skal passe sammen både lokalt, regionalt og sågar nationalt samt med i hundredvis af frivillige, der gerne vil være fødselshjælpere for den kommende bro. Tak til jer alle sammen, fortsatte bestyrelsenformanden.

Udstillingen byder på information om vej- og brobygning og inviterer alle interesserede ind i skurvognen, hvor byggeriet planlægges og udføres. Der vil være adgang mandag til lørdag det meste af året, og det vil være muligt at booke rundvisninger i lokalet, at bruge det til undervisning og andre lokale arrangementer.

John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune forventer, at broen og informationscenteret vil binde kommunen bedre sammen og skabe store fordele for borgerne i Frederikssund Kommune. Han sagde:

-Broen vil sætte et markant præg på vores kommune - den vil binde kommunen bedre sammen og vi borgere vil kunne bevæge os hurtigere på tværs af Roskilde Fjord.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062