FanøFærgen får 1.000 ekstra afgange
Antallet af rejsende med FanøFærgen er vokset eksplosivt, siden priserne blev sat ned uden for højsæsonen. Af samme årsag får færgen nu markant flere afgange.
Da priserne på færgebilletter pr. 1. september 2016 blev sat ned for en række danske øer, var der en naturlig forventning om, at dette ville skabe vækst i antallet af rejsende. Imidlertid havde ingen formentlig forudset omfanget af de voldsomt voksende trafiktal på FanøFærgen. Samlet set er antallet af overførte personbiler i september, oktober og november således steget med 20,1 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Flittigt betjent rute
For at kunne følge med efterspørgslen har Færgen derfor føjet flere end 1.000 ekstra afgange til sejlplanen for 2017. Det bringer det totale antal årlige afgange op på 30.370, hvilket gør Fanø til en af de absolut flittigst betjente danske øer, hvad angår færgetrafik.
-Vi vidste ikke præcist, hvad prisnedsættelserne ville medføre, og vi havde bestemt ikke forventet det massive tryk, vi har oplevet. Alene i november er der blevet solgt 36 procent flere standardbilletter end i samme måned sidste år, så det er en voldsom vækst, og den skal vi selvfølgelig kunne rumme. Derfor har vi taget hele sejlplanen op til revision og kommer i det nye år til at sejle meget mere end i 2016, fortæller Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef i Færgen.
Som en yderligere hjælp til væksten er Færgen og Fanø Kommune blevet enige om at holde FanøFærgens billetpriser i ro i de netop offentliggjorte priser for 2017. Priserne bliver ellers normalt reguleret én gang årligt i januar.
Sød musik
Fanøs større tilgængelighed og aftalen om de mange ekstra afgange er sød musik for Kristine Kaas Krog fra Fanø Byråd. Hun ser således Fanø som en potentiel helårsdestination, hvor den smukke natur lige så vel kan nydes i juleferien som i sommerferien. Derudover peger hun på, at den nye sejlplan vil gøre livet lettere for Fanøs pendlere med et dagligt transportbehov.
-Sammen med de andre ø-kommuner har vi kæmpet hårdt for prisnedsættelserne på færgebilletter, og det er fantastisk, at vi nu er i gang med at indføre landevejsprincippet, hvor det skridt for skridt bliver billigere at sejle. Samtidig er det vigtigt, at der nu kommer flere afgange, så den megen ekstra trafik ikke bliver en hæmsko for de lokale pendlere på øen. Derfor er vi meget glade for den gode dialog, vi har haft med Færgen, og at vi nu sammen kan præsentere en løsning, der tilfredsstiller alle, siger Kristine Kaas Krog.