NORDEN og GNPower lander 10-årig kontrakt
Dampskibsselskabet NORDEN A/S har indgået en 10-årig kontrakt med det filippinske energiselskab GNPower Mariveles Coal Plant Ltd. Co. (GNPower), som ejer og opererer et moderne kraftværk i Bataan provinsen på Luzon Island i Filippinerne.
Kontrakten omfatter transport af 20-24 mio. tons kul til kraftværket og begynder i 1. kvartal 2017. Kontrakten er dermed volumenmæssigt den største i NORDENs historie.
GNPower kraftværket i Bataan provinsen begyndte sin produktion i 2013, og fra opstarten har NORDEN transporteret kul til værket for en indonesisk kulproducent. Fremover bliver det med GNPower som den direkte kunde, idet kraftværket køber kullet hos forskellige producenter i Indonesien, hvorefter det sejles til Filippinerne af NORDEN.
Transporterne vil blive udført på Panamax-skibe med 25-30 rejser om året. Hver transport vil vare ca. 20 dage.