Transport er andet end veje
I går blev rapporten ”Disrupting Europe – from laggard to digital frontrunner” i Bruxelles lanceret. Rapporten giver en række anbefalinger til, hvordan man skal gribe digitaliseringen an i erhvervslivet.
Bag rapporten står ITD, Tænketanken Europa, Google, SE og Region Midtjylland. For ITD har rollen været at tegne et billede af den udvikling, som transport- og logistiksektoren kigger ind i.
- I dag taler vi ikke kun om velfungerende veje og kilometer af asfalt, når vi taler om infrastruktur, men også om kilometer af fibernet-infrastruktur og mobilmaster, der kan skabe forbindelse mellem de enorme datastrømme, der i dag er med til at sikre, at pakker og gods kommer frem til den rette modtager. Det handler om at være forbundet på mange plan, så vi kan drage nytte af de kæmpe datastrømme, som omgiver os, siger Poul Bruun, innovationschef i ITD.
Internettet giver store ændringer
Han understreger, at internettet ændrer vores verden, og den teknologiske udvikling flytter grænserne for, hvad vi ikke troede muligt for blot få år siden. I en nær fremtid vil data bidrage til at styre selvkørende enheder og sikre direkte onlinerapportering om selv de mindste ændringer i transporten eller godset. Hvis Danmarks og Europas vækst skal sikres, er vi afhængige af de teknologiske muligheder i at være forbundet med hinanden. Men det kræver fælles fodslag i EU.
- Hvis Danmark og de andre europæiske ministre kan finde en fælles platform at arbejde ud fra, så kan det digitale indre marked blive en realitet. Det vil styrke det europæiske marked og dermed danske produkter i konkurrencen med resten af verden. Det europæiske transport- og logistiksystem vil vinde ved at blive mere digitaliseret og automatiseret. Det vil også øge effektiviteten og produktiviteten i hele transport- og logistikkæden fra fabrikken til slutkunden, siger Poul Bruun.
Hovedanbefalingerne i rapporten giver et klart billede af, hvilke barrierer der står i vejen for, at Europa vil opleve en digital revolution og lykkes med et digitalt indre marked. Det er disse sten, vi skal uden om, hvis drømmen om et digitalt indre marked kan realiseres.
Blandt hovedanbefalinger i rapporten er:
•Et umiddelbart ønske er internet med tilstrækkelig båndbredde og 100 procent oppetid bredt ud geografisk. Det er vigtigt for fremtidens transport og lagerhåndtering - fordi både virksomheder og virksomhedernes operationer ikke kun er lokaliseret i byområder, men er spredt ud overalt geografisk, hvor der er behov for at være forbundet til nettet.
•Det offentlige skal bane vejen for 100 procent digitalisering af kommunikationen til borgere og virksomheder.
•Der skal prioriteres investeringer i langt bedre bredbåndsforbindelser fra alle aktører. Behovet for fri adgang til at anvende og dele data og net til at optimere planlægning, udførelse og dokumentation af transporter og lagerhåndtering skal også understøttes.
•Harmonisering af teknologi, regler, procedurer og dokumenter på tværs af landegrænser.
•De europæiske lande skal finde fælles fodslag. Kun ved at være forbundet i tanke og handling kan Europa sikre et digitalt indre marked, der kan matche den globale konkurrence nu og i fremtiden.