Ny TIACA-generalsekretær
Bestyrelsen for luftfragtorganisationen TIACA har udnævnt Vladimir Zubkov som ny generalsekretær for organisationen, der repræsenterer store dele af forsyningskæden inden for den globale luftfragt.
Vladimir Zubkov afløser dermed Doug Brittin, der har valgt at gå på pension ved udgangen af 2016.
Fokus på e-fragt
TIACA beskriver Vladimir Zubkov som en mand, der har mere end 40 års erfaring i luftfartsindustrien, herunder i ledende stillinger hos ICAO (International Civil Aviation Organization) og senest som vicepræsident i Volga-Dnepr Group of Companies.
Herudover har han været medlem af TIACA’s bestyrelse siden 2011 som formand for Industry Affairs-komiteen, medlem af GACAG (Global Air Cargo Advisory Board) samt medlem af Industry Affairs-komiteen i IATA-luftfartsorganisationen.
Vladimir Zubkov:
- Jeg er beæret over at skulle lede den eneste organisation, der repræsenterer alle dele af forsyningskæden i luftfragtindustrien. Ved at bygge videre på Dougs succeser med lovgivere og vigtige internationale organisationer vil vi fortsætte med at arbejde tæt sammen med ICAO, IATA, toldorganisationen WCO, speditørorganisationer, Airports Council International (ACI) og alle andre partnere, for at sikre at nye regulativer bliver implementeret ensartet i branchen, siger Vladimir Zubkov og fortsætter:
- Vi anerkender, at TIACA må øge engagementet i områder, hvor det er underrepræsenteret som eksempelvis i Fjern- og Mellemøsten, Latinamerika og Afrika, og vi vil fokusere på at rekruttere flere medlemmer i de områder. Vi bliver også nødt til at presse på for en modernisering af branchen som bannerførere for e-handel og e-fragt og at overbevise verdenshandelsorganisationen WTO, FN’s konference for handel og udvikling UNCTAD, regionale udviklingsbanker og relevante regionale organisationer om at danne nye alliancer, der skal drive en hurtigere og mere fyldestgørende vedtagelse af e-fragt, siger han.
Vladimir Zubkov overtager hvervet som TIACA-generalsekretær til januar.