ITD: Grobund for bedre infrastruktur
Forbedret færdsel på E45 bliver nu en realitet, efter at Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at udvide motorvej E45 på strækningen Aarhus S-Skanderborg S.
Aftaleparterne afsætter frem til og med 2020 524 millioner kroner til udvidelsen. E45, der er en af landets mest brugte motorvejsstrækninger, har længe været ramt af trængselsproblemer i myldretiden, og strækningen risikerer i stigende grad at blive en trafikal flaskehals. Derfor er ITD, der gennem de seneste år har italesat behovet for en udbygning af E45, tilfreds med udmeldingen om en udvidelse fra fire til seks spor.
Vigtig melding
- Meldingen om en udbygning af centrale dele af E45 er vigtig for såvel vores medlemmer, de danske transport- og logistikvirksomheder som samfundet. De stigende udfordringer med tilsanding af E45 i myldretiden vil blive udbedret, og det vil sikre en mere flydende trafik til gavn for hele samfundet, da trængsel er en stor samfundsøkonomisk omkostning. Det glæder vi os over, siger Karen Roiy, public affairs chef i ITD, og fortsætter:
- E45 har vel nok været den vigtigste motorvejsstrækning at sætte ind over for netop nu, men der er fortsat en række andre vigtige motorvejstrækninger, der står for at skulle udbygges, for at der fortsat kan garanteres en flydende trafik, som for eksempel Vestmotorvejen på Fyn, siger Karen Roiy.
Havnetunnel er interessant
Hun glæder sig også over aftaleparternes fokus på havnetunnellen i København. Her ønsker aftaleparterne at bidrage til, at der gennemføres en forundersøgelse af havnetunnellen i København. Forundersøgelsen skal kortlægge omkostningerne forbundet med en havnetunnel og undersøge mulighederne for OPP.
- Københavns havnetunnel er interessant for vores medlemmer, fordi det er med til at sikre enklere og nemmere tilgang til København. Virksomhedernes kørselsmønstre går jo i dag direkte til butikken, hvor varerne skal afleveres, og derfor kræver det enkle og gode adgangsforhold for, at vi kan være mest effektive. Derfor arbejder vi for en etablering af en havnetunnel i København, siger Karen Roiy.
Finansloven for 2017 åbner også op for, at der arbejdes videre med forsøgsordning af automatisk nummerpladegenkendelse. Tiltaget skal ses i sammenhæng med en øget kontrol af ulovligheder på vejene. ITD er enig i, at kontrol skaber bedre forhold også i transport og logistikbranchen. Men ITD savner løsninger på, hvordan vi sikrer et kvalificeret arbejdsudbud og vækst gennem teknologi til danske transport- og logistikvirksomheder.
- Med den automatiske kontrol kan vi en gang for alle få klarhed over, hvordan færdselsbilledet ser ud, og om der bliver snydt. Samtidig kan en øget kontrol give os nogle vigtige svar på, hvor mange biler der kører over grænsen, og data der kan bidrage positivt til udviklingen af transport- og logistiksektoren. Så selv om formålet primært er kontrol, så ser vi flere muligheder i at afdække og få data på branchens udvikling, siger Karen Roiy.
-Danmarks fremtidige vækst vil i høj grad afhænge af vores muligheder for at kunne effektivisere processer gennem teknologi og kontrol. Vi ser meget gerne, at vi i Danmark bliver foregangsland for forsøg med og udvikling af automatisering og digitalisering af hele transportkæden. Herunder forsøg med selvkørende lastbiler. Det vil kræve en ambitiøs satsning på teknologi og bedre digital infrastruktur i en 2025-plan, siger Karen Roiy.